Alice i Eventyrland

Af: Carsten Riis Jensen
Alice vender tilbage til Eventyrland som teenager i en film, der flyder over med for meget computeranimation.

Bøgerne om Alice er berømte i sig selv. Måske endnu mere berømt er Disney's tegnefilmsudgave fra 1951, som jeg formoder, at rigtig mange børn har set. Og det er den udgave, de fleste forbinder med historien om Alice. Siden er der kommet en række filmatiseringer, som er mere eller mindre vellykkede. Den seneste, jeg kender til, er tv-kanalen Hallmarks filmatisering fra 1999 med Nick Willing som instruktør og Ben Kingsley, Whoopi Goldberg, Peter Ustinov og Tina Majorino i hovedrollerne.

Disney har nu vovet at tage succesen fra deres egen tegnefilmudgave op og har ladet mesterinstruktøren Tim Burton lave en ny version. Denne gang med "rigtige" mennesker og med en overflod af computeranimation. Faktisk er det kun den anden større film, hvor der arbejdes målrettet med 3D-animation (den første var naturligvis Cameron's Avatar).

Tim Burton er kendt for sine nærmest gotiske film. Han er kendt for at skabe et helt særligt univers i en blanding af mørke, gotik og romantik. Og så er han kendt for stort set altid at have sine to yndlingsskuespillere, Johnny Depp og Helena Bonham Carter, med i sine film. Og den opdaterede version af "Alice i Eventyrland" er ingen undtagelse.

De fleste kender historien. Her er der gjort lidt mere ud af den. Vi møder nu Alice som teenager, og vi møder som sagt et eventyrland, der har været under Tim Burtons gotiske behandling. Og det kan ses. Det er på samme tid både velkendt og meget anderledes.

Det, der slog mig allermest, da jeg så filmen, var, at jeg egentlig længtes tilbage til nogle af de mere "oprindelige" udgaver. Især førnævnte Hallmark-filmatisering, som jeg faktisk synes er væsentligt bedre.

Det, jeg har mest imod Burtons nye version, er, at den simpelthen flyder over i alt, alt for meget computeranimation. Filmen kunne som sådan lige så godt have heddet "Alice på Pandora" (efter planeten i Cameron's film "Avatar"). Man sidder - i hvert fald som voksen - med følelsen af at overvære en film, der blot forsøger at gøre "Avatar" kunsten efter – men det sker på bekostning af karaktererne, og det sker på bekostning af den historie, der i forvejen er god og velkendt. Og så ender Burtons version naturligvis i et brag af en afsluttende kampsekvens, som slet ikke hører hjemme i "Alice i Eventyrland".

Det er sjovt at se Johnny Depp som den gale hattemager, men den oprindelige historie ender med, at såvel Depp som Burtons gotiske univers bliver alt for melankolsk og dyster og drukner i en computergrafik, der sine steder simpelthen bare ikke er lavet godt nok.

Vil man have en dyster, gotisk udgave af "Alice i Eventyrland", jamen så er Burtons version et godt bud. Vil man have den ultrabørnevenlige, så er det Disneys tegnefilmsudgave fra 1951. Og vil man have en yderst charmerende, sjov og anderledes – og utroligt vellavet – udgave, så se Hallmarks version fra 1999.

---