Adams æbler

Af: Henrik Højlund
En slags Jobs historie i komediens forklædning.

Anders Thomas Jensen, ham med den sjove, finurlige Blinkende lygter (samt tidligere en oscar-belønnet kortfilm og senere "De grønne slagtere") har lavet en ny film med et navn, der lugter af Bibel – "Adams æbler".

I den ene hovedrolle finder vi præsten Ivan, spillet af den allestedsnærværende skuespiller Mads Mikkelsen. Det alene – en præst i hovedrollen og en kirke som kulisse i det meste af filmen – gør formodentlig dette blads læsere nysgerrige.

Kort fortalt handler filmen om præsten Ivan, som tror på det gode i alle mennesker. Helt nøjagtig: kun det gode. Han fornægter dog ikke Den Ondes eksistens, men forskriver alt det, vi kalder ondt, til Den Ondes evne som illusionist.

Langt fra realisme
Præsten driver en form for diakonalt arbejde – han forsøger at hjælpe prøveløsladte på benene. Den lige så allestedsnærværende skuespiller Ulrich Thomsen spiller en sådan prøveløsladt. Ikke en hvilken som helst prøveløsladt, men den ondest tænkelige – en nynazist af værste skuffe.

Og herfra udvikler historien sig til noget af en forviklingshistorie i spillet mellem det onde og det gode. Præstens dybt naive, ja rent ud sygelige tiltro til det gode, viser sig at være af det onde, mens nynazistens tilsyneladende grænseløse ondskab undergår en mærkelig forvandling i mødet med en større ondskab, så det til sidst bliver til godhed. To minusser bliver til plus.

Hvis man forventer sig en komedie i en nogenlunde realistisk ramme, ser man sig hurtigt sur på filmen. Realisme er der ikke meget af, præsten er milevidt fra selv den værst tænkelige udgave af virkelighedens præster. Men realisme er tydeligvis heller ikke tilsigtet. Det er komedien derimod nok. Instruktørens tidligere beviste flair for højkomiske scener og dialoger fornægter sig ikke.

En slags Job
Men i hvert fald undertegnede oplevede det først og fremmest som en seriøs film. Faktisk en slags Jobs-historie i komediens forklædning.

Set i dét perspektiv er filmen slet ikke dum. Den bringer nogle tunge spørgsmål i spil på en meget sjov, grotesk og overraskende måde – spørgsmålet om, hvad der virkelig er godt og ondt, og hvor det gode og det onde kommer fra.

Om filmen så til syvende og sidst fører Job-historien til ende, som vi kender den fra Bibelen, tvivler jeg på. Det forekommer mig tværtimod, at både Gud og Satan vippes af pinden, og tilbage bliver kun den rent menneskelige godhed.

Filmen er på mange måder klogt og fint tænkt, men helt begrænset af den menneskelige horisont. Troen, den sygelige tro, går ud, ind går godheden og kærligheden. Måske. Der bør tilføjes et lille "måske". For muligvis kan den overraskende slutning godt åbne for en rigtig Job-tro. Og kunsten er nu engang til fri fortolkning.

Det er ikke en "skal ses"-film, men den kan godt anbefales til en aften med trang til lidt eftertænksom underholdning.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 17/2005

---