Abernes planet: Revolutionen

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En fremtidsfilm om mødet mellem de få overlevende mennesker og de nye superaber. En flot film, hvor budskabet er at søge fred og forsoning frem for krig.

FORRYGENDE FLOT FILM MED MASSER AF MORAL
Mange film har i tidens løb bygget videre på den legendariske film "Abernes planet". Abernes planet: Oprindelsen fra 2011 forsøger at skildre baggrundshistorien for det scenarie, som "Abernes planet" skildrer: en verden, hvor aberne har menneskets plads, og mennesket er nogle vilde jungle-dyr. "Abernes planet: Oprindelsen" skildrede, hvordan en hjerneforsker udviklede et nyt middel, der kunne øge hjernens kapacitet. Han afprøvede det på aber med forbløffende resultater. Især en abeunge, han tog til sig som sin egen søn, fik en hjerne med menneskekapacitet. Han kaldte aben Cæsar. Desværre skabte midlet også en virus, der i slutningen af første film begyndte at sprede sig ud over hele jorden. Og præcis her (med samme grafik som tv-nyhedsskærmene) begynder "Abernes planet: Revolutionen". Virussen spredes over hele verden og udrydder næsten hele menneskeheden. Kun de få immune overlever og danner små samfund rundt om i verden. Ligesom i første film foregår hele historien meget lokalt – omkring den berømte Golden Gate bro i San Fransisco: på den ene side af broen er byen (og menneskene) – på den anden side er skoven, hvor Cæsar i slutningen af første film valgte at stifte familie sammen med de andre aber i stedet for at blive hos sin menneske-familie.

Mødet
Men mennesket er nødt til at krydse broen, fordi de mangler strøm – og det kan kraftværket ved dæmningen i skoven give dem, hvis de får det i gang igen. Mødet mellem aber og mennesker afstedkommer alle de reaktioner, man kan forestille sig: frygt, angst for det fremmede, racisme, nysgerrighed, vrede, hævntørst (en del aber husker deres fortid i fangenskab hos mennesker) – kombineret med de følelser, familieliv og venskaber giver, både for mennesker og for aber med menneskehjerner. Ifølge interview med Reeves har han ønsket at afdække grundstrukturen i volden. Den opstår ifølge filmen gennem kombinationer af ovennævnte reaktioner. Både aber og mennesker lider under dem. Selv om Cæsar og hans korps af ledende aber hele tiden lærer aberne, at "Abe dræber ikke abe", vil tilskueren opleve mange abedrab begået af aber i løbet af filmen. Både hos mennesker og aber er der gode, fredssøgende individer og onde, der af frygt, hævn eller ønsket om personlig vinding vælger volden og krigen. Som Cæsar selv siger det: "Jeg havde troet, at aber var bedre end mennesker, men det kan jeg nu se, de ikke er." Moralen i filmen er særdeles tydelig: søg fred og forsoning frem for krig.

Flot film
Som i første film leverer Andy Serkis (manden inden i Gollum fra Ringenes Herre) igen grundstammen til den enormt flot computeranimerede Cæsar, hvor der blandt andet er arbejdet meget med en kombination af abers og menneskers mimik. Jason Clarke og Keri Russell leverer de to positive menneskelige hovedpersoner gennem en okay præstation – men manuskriptet lægger heller ikke op til de mere raffinerede detaljer. Gary Oldman er (igen, igen) en af de menneskelige skurke i form af lederen af det lille menneskesamfund, mens Toby Kebbell er under den animerede pels på abernes skurk, Koba. Filmen er langt hen ad vejen optaget i skoven i stedet for i studiet. Det skulle angiveligt have givet mange tekniske vanskeligheder. Jeg ved ikke om det er optagelsesteknikken eller 3D-effekten eller begge dele, men det var i hvert fald en usædvanlig god oplevelse at se de mange scener med både action og stemning. Afgjort en flot film og en film med god underholdning til både romantikere og drengerøve. Filmens handling skal ikke røbes, men den ender så afgjort uafgjort og lægger dermed lige så tydeligt op til en fortsættelse, som den første film gjorde. Så vi kan glæde os …

Etik, moral, tro
Filmens budskab er som sagt meget tydeligt. Ligesom aberne allerede i den oprindelige film blev brugt som et spejlbillede på os mennesker og vores samfund, sker det også her. Så langt er filmen tydelig. Men netop tydelig i sin dobbelthed. Ligesom det stof, der totalt ændrede magtbalancen mellem aber og mennesker egentlig var skabt til noget godt (at bekæmpe hjernesygdomme som fx Alzheimer), er mange af drivkræfterne i filmen dobbelte: ønsket om at beskytte sin familie er godt – men kan føre til unødvendig krig. Findes der er gylden bro mellem disse to ting, så man ikke skal igennem voldens hav? Filmen er ikke i tvivl: nogle af de sidste replikker, som filmen tillægger stor vægt, handler om tillid. At stole på hinanden. At give hinanden en chance til og optage tingene i den bedste mening. En af de oftest brugte og mest markante symbolhandlinger blandt filmens aber er, at den ene rækker hånden frem. Når den anden lader sin hånd glide hen over den udstrakte håndflade, er det tegn på, at det brudte forhold mellem de to genoprettes. Filmens budskab er altså: ræk hånden frem til forsoning! Og så må filmen konstatere, at man alligevel undertiden må opdage, at den anden ikke er min tillid værdig, og derfor må jeg slå ham ihjel …

Mens etikken således spiller en afgørende (nogle vil nok opleve det som overvældende) stor rolle i filmen, gør det religiøse det slet ikke. Godt nok skildres abernes landsby med nogle udsmykninger (kranier, sten, mm.), der kan tolkes som religiøse remedier – men hverken i abers eller menneskers ræsonnement spiller en højere magt nogen rolle. Lidt ærgerligt for dem af os, der netop ser Gud som den eneste Gyldne Bro. I den oprindelige "Abernes planet" spiller religionen en markant rolle i abernes samfund. Så hvem ved, hvad der sker i næste film?

---