A Prairie Home Companion

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
I den sidste show-udsendelse møder vi både de, der finder styrke og håb i troen på Gud, og de, der tror, at det er ovre, når det er ovre.

Det har været sådan i årevis på det direkte radioprogram "A Prairie Home Companion": Værten GK byder velkommen med et par tørre vittigheder, bandet spiller op, og slidte gamle countrystjerner synger skønne sentimentale sange, bundet sammen af GKs anekdoter, jokes og selvopfundne reklamer for alskens ting og sager. Det lyder som en anakronisme, og det er da også, hvad "A Praire Home Companion"-showet er. En slags direkte Giro413, komplet med hjertevarme og amagerhylde.

Men denne aften er det anderledes. Onde mennesker har opkøbt det hele, og teatret, hvorfra showet sender, skal rives ned. Det er altså allersidste aften, allersidste show - den sidste sang skal synges, den sidste vittighed skal fortælles, før det er forbi.

Vi følger de mange optrædende - både resterne af søsterkvartetten The Johnsons, Meryl Streep og Lily Tomlin, og de syngende cowboys Lefty og Dusty. Vi følger forberedelserne og ser hele showet, et vemodigt sidste show, der handler om at sige verden ret farvel. Undervejs i showet kommer der endda en engel efter en af de medvirkende, så det er på mange måder en film om afsked.

Den 80-årige Robert Altman fik i foråret en af de sjældne Æres-Oscars for sit bidrag til filmindustrien efter syv nomineringer. Herhjemme vil han nok mest være kendt for filmen "M*A*S*H", der var forløberen for den afsindigt populære tv-serie, der stadig kan ses på tv2zulu. "M*A*S*H" var Altmans store gennembrud - et sort, satirisk og meget morsomt angreb på USAs engagement i Vietnam. Altman betragtes som faderen til ensemble-filmen - dvs. film, der i stedet for at følge et par enkelte hovedroller har et omfattende persongalleri, hvis historier vikles ind og ud imellem hinanden. Det betyder at Altmans film sjældent har helt almindelige plot - men omvendt er det ikke ensbetydende med, at hans film ikke handler om noget. Tværtimod formår han med brugen af de mange figurer at give et billede af tilværelsen som den nu engang er, fyldt med nuancer og plads til både latter og sorg. Altman er berygtet for at bede sine skuespillere om at improvisere, mens han lader kameraet flyde rundt imellem dem - således at de aldrig helt ved, hvornår de er "på". Det lyder rodet, men der er en utrolig stringens i Altmans film - og han formår mesterligt at udnytte de dygtige skuespillere til at give overraskende og gode optrædender.

Således også i "A Praire Home Companion". Meryl Streep har nok aldrig været mere skøn end hun er her. Hendes Yolanda er nok den, der bliver mest melankolsk og tilbageskuende under dette sidste show, og som hendes historie folder sig ud, ser vi også glimt af de andres historie. Også Lily Tomlin og Garrison Keillor, der i virkeligheden er værter på det endnu spillevende radioprogram "A Prairie Home Companion", yder fine præstationer.

Altman har altid været en lidt kynisk portrættør af USA, og man kunne umiddelbart godt være lidt spændt på at se, hvordan han som 80-årig tackler et emne, der i så høj grad handler om døden. Og måske er han blevet lidt blødhjertet på sine gamle dage - for i "A Prairie Home Companion" lader han troen og tvivlen mødes. I teatret den aften finder vi både de, der finder styrke og håb i troen på Gud, hos hvem man kan hvile, når jordelivet er slut - og vi finder de, der tror, at det er ovre, når det er ovre. Altman fortæller os ikke, hvem han synes, der har ret. Men for mig at se står de forskellige udtryk for troen på Gud - bl.a. Meryl Streeps helt fantastiske sang "Goodbye to Mama", allermest klar.

Filmen er skøn, omend ikke så skarp som "Gosford Park" eller "Short Cuts". Det er ikke en film for alle; nogle vil nok synes, den minder for meget om slumretæppe og kakkelbord. Men for de, der løser billet, venter der en hyggelig og tankevækkende oplevelse. Hvad sker der, når vi skal herfra? Hvad er det, vi skal sige farvel til? - og hvad venter os forude?

Filmen anbefales hermed varmt.

---