A Most Wanted Man

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En uafhængig tysk spiongruppe forsøger at følge en pengestrøm for at afsløre, om der sker finansiering af islamisk terror for tyske penge. Både USAs og Ruslands spioner følger interesserede med.

HVEM NARRER HVEM?
I John le Carrés spionromaner er helten normalt en mand, der ikke har så let ved at følge systemet. Han har en stærk retfærdighedsfølelse, men finder det ikke altid vigtigt, at afvigere straffes efter lovens bogstav. Sådan er det også i romanen A Most Wanted Man fra 2008 (dansk titel på romanen: Marionetten). Nu er romanen filmatiseret, og hovedrollen som Günter Bachmann er lagt i hænderne på Philip Seymour Hoffman. Rollen er som skabt til ham, og alene hans præstation er nok til at se filmen, som blev hans sidste.

"A Most Wanted Man" foregår i Hamburg og Berlin. I bedste le Carré-stil er den en smule kompliceret, men i dette tilfælde har manuskriptforfatteren gjort det rimeligt enkelt for tilskueren at følge med. Günter Bachmann er chef for en lille tysk specialenhed, der uafhængigt at de mere officielle tjenester arbejder med spionage. De skal især holde øje med finansiering af islamistiske terrorceller. Undervejs møder vi konflikten mellem Tjetjenien og Rusland, efterdønninger af angrebene 11. september i USA. Vi møder også en muslimsk velgører, der inden for de muslimske grupper i Tyskland samler penge ind til nødlidende. Eller er han i virkeligheden en pæntudseende front for al-Qaeda? Omdrejningspunktet for handlingen bliver en muslimsk flygtning fra Tjetjenien, der søger kontakt med den engelsk/tyske bankmand Tommy Brue (Willem Dafoe). I den forbindelse lærer vi også den unge kvindelige advokat Annabel Richter (Rachel McAdams) at kende. Undervejs kommer hun temmelig meget i knibe.

Der er ikke noget direkte religiøst i filmen, men der er meget etik og moral. John le Carré skriver ikke en roman uden at sætte samfundets og den enkeltes holdninger til debat, og er der konflikter mellem den enkelte og det officielle system, så er han på den enkeltes side. Vi møder både gode og onde, og amerikanerne er ikke uden videre de bedste. Muslimerne er heller ikke uden videre de værste.

Filmen præsenteres som spionfilm eller krimi, og det er den også, men der er ingen skyderier - højest en enkelt revolver. Der er heller ingen biljagter eller nævekampe. Der er ingen spektakulære kulisser og handlingen skrider adstadigt frem i scener, der indimellem nærmest minder om dokumentar med håndholdt kamera og uskarpe indstillinger. Men et godt manuskript og meget troværdige skuespilpræstationer fastholder spændingskurverne. Vi identificerer os med personerne og de etiske problemstillinger. De komplicerede konflikter mellem Bachmanns gruppe, det officielle tyske system, russerne og amerikanerne holder spændingen oppe. Man er godt underholdt og udfordres også tankemæssigt.

---