A. I. - kunstig intelligens

Af: Michael Agerbo Mørch
Kan man skabe kunstig intelligens? Hvad gør det ved os? Og ændrer det noget, hvis robotterne ligner os - på en prik?

Det er vel egentlig umuligt at anmelde denne lidt ældre Spielberg-film. Verden og teknologien har rykket sig så meget, at det er umuligt for mig, der ikke så den da den, udkom, at vurdere, hvor grænsesprængende filmen var (fx fik jeg min første mobil, en Nokia 3310, to år senere...). Et eksempel er, at der bliver brugt touchscreen i filmen - noget som jo er et must på iPhones/smartphones i dag - på den computer, som bliver brugt til at fremstille robotterne. Men hvor vild en tanke var det?

Nå, men sagen er alligevel den, at Spielberg-filmen er bragende god. Det var en meget fin oplevelse at se filmen. For en fyr som mig, der ikke har den ærligste chance for at vurdere det realistiske indhold i filmen, er og bliver det bare underholdning. Men det er også brandgod underholdning. Blæse være med, om det så kan lade sig gøre. Jeg vil bare bjergtages; og det blev jeg!

Vi er i år XXX, og robotter er blevet en hverdagsting. De gør rent, laver mad og lignende, og nogle af de rige børn har robotbamser, som de derfor kan lege sammen med, og ikke bare med. Blandt robotskabere opstår ideen så om at skabe en robot der har egne følelser, og som derfor vil kunne kommunikere behov. Problemet er nemlig, at fx de kvindelige robotter der er skabt, kun forstår kærlighed rent seksuelt. Og det bliver altså en anelse trivielt i længden, også selvom det virker vældig stimulerende på nogen i starten... 

Robotten David (Osment) bliver skabt og placeret i en familie, hvis rigtige søn er i koma. Sønnen vågner senere op af komaen, og robotdrengen bliver smidt af i skoven. Men robotdrengen har fået et moderligt behov og vil bare hjem. De andre robotter, der møder ham, forstår ham ikke, men vil alligevel gerne hjælpe (helt mesterligt anført af den klamme gigolo Joe (Law), der leder tankerne hen på den endnu mere mesterlige præstation af Tom Cruise i Magnolia). Rejsen hjem begynder, men det er en farefuld færd. For det er ikke alle der kan lide rigtige robotter.

Filmen er en rigtig eventyrlig film. Der er fantaseret og fabuleret stort. Og det er en fryd. Tankerne bruser af sted efterfølgende, og man forestiller sig alskens scenarier, om hvordan fremtiden vil tage sig ud. Robotmissionærer? Hmm. Robotsekretærer? Rengøringsassistenter? Jordbrugsavlere i Afrika? Vil de kunne være så flinke og emotionelle, at intet individ længere skal være ensomt?

Det er nok tvivlsomt. Sådan som jeg forstår robotteknologien er der ikke noget, der tyder på, at man vil bruge tid og penge på at udvikle menneskelignende robotter. Det kan simpelthen ikke betale sig. Anvendelsen afhænger ikke af udseendet, og derfor vil det formentlig kun være på film, vi ser folk som David og Joe. Desværre. Måske.

 Jeg har lige lyst til at rose Harvey Joel Osment, der nu er ved at være voksen, men som i denne film er en lille gut, der bare indtager hele lærredet. Hans mimik, gestikulation og karakterudvikling er enestående. Jeg har personligt ikke set en lignende præstation af en barnestjerne. Fremragende. Særligt bør fremhæves han ansigts glidende overgang, fra han går til at være en mekanisk robot og til en robotdreng med følelser. Overgangen tager tre sekunder, men er mesterlig!

I hvert fald giver det mange refleksioner omkring det unikke ved mennesket. Vil den status ændres, hvis vi kan skabe disse robotter? Vil det ændre noget ved vores gudsbillede? Familieværdier? Forsæt rækken selv. Jeg er ikke i stand til at vurdere, om der er en dybere metafortælling i historien, eller om Davids rejse hjem skal allegoriseres over på menneskets identitetssøgen. Det kan man selv tænke over under en stjernehimmel. Men udfordrende er det.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke helt ved, hvad filmen giver. Men den er bare spændende, flot og interessant. Og det æstetiske element er altså også givende. Man er simpelthen bare en glad filmelsker bagefter. Også selvom man normalt ikke er til science fiction (jeg så den med min anti-science fiction hustru, og hun måtte brødebetynget indrømme, at filmen var fremragende).

Derfor skal den ses. Alene fordi den fortjener det, som den eksplosion af ideer, den er.

---