A Ghost Story

Af: Peter E. Nissen
En dyb og dvælende film om vor tids tragiske tilstand, hvor vi har mistet troen på det absolutte og klynger os til materialismen og det uholdbare.

NÅR LIVET BLIVER SKRÆMMENDE

Hvis man tror at "A Ghost Story" er en gyserfilm, tager man fejl. På den anden side er der elementer i filmen som faktisk er uhyggelige, men på et andet plan. Filmen opererer på andre præmisser end typiske handlingsfilm. Vi følger først et ungt amerikansk par, som skal til at flytte. Kort efter ser vi, at manden er død, og at han genopstår som et spøgelse, der vandrer tilbage til det hus, han kom fra. Som spøgelse observerer han, hvad der foregår i huset, og vi ser, hvordan han står betragtende til de begivenheder, der sker omkring ham. I filmen kommer spøgelset efterhånden til at repræsentere nogle grundlæggende menneskelige forhold i tilværelsen.

Kontrast mellem stilhed og lyd
Filmen er en typisk kunstfilm, som vil noget andet end at fortælle en ligefrem historie. Den kan i det stykke minde lidt om Rumrejsen År 2001. Den er langsommelig i sin stil og dvæler ved detaljer. Skuespillerne har fået en krævende opgave, fordi små bevægelser og forandringer i deres opførsel kommer til at fremstå centrale. Desuden spiller filmen på kontrasten mellem stilhed og lyd. Der er adskillige scener uden musik, og det skaber en speciel intensitet omkring det enkle handlingsforløb. Skal man holde filmen ud, må man indstille sig på langsommelighed og minimalisme. Den er meget intellektuel, og det kan godt blive lidt for meget af det gode. Filmen er dog meget original, og den giver meget at tænke over, hvis man er åben for dens perspektiver.

Et liv uden dybde
Et centralt tema i filmen er tab. I filmen fremstår spøgelset som et ikon på noget dybere. Vi oplever verden gennem spøgelsets perspektiv. Det kendetegner netop spøgelser, at de har mistet kontakten med livet og står som passive beskuere til en verden, de ikke længere er en del af, men som de samtidig ikke vil give afkald på. I forhold til parforholdet har vi en mand, som forsøger at klynge sig til sin kone, der ikke længere kan være hos ham. Han bliver hvileløs i sit forsøg på at holde fast ved den gamle verden, som er tabt. Et undertema er forholdet mellem mænd og kvinder i vores verden i dag. Kvinderne fremstår som de aktive og levende, mens mændene er underligt passive. På den måde kan spøgelset repræsentere den maskuline races krise i vores nuværende samfund. Endelig giver en enetale af en mand til en fest i sidste del af filmen spøgelset en eksistentiel dimension, hvor det kommer til at repræsentere menneskehedens uforløsthed. Det handler om vores tids tab af mening og kulturel dybde i den vestlige civilisation, hvor kold faktuel videnskab hersker og udrydder de åndelige aspekter af tilværelsen.

Nyt liv i gamle lagener
Set fra et kristent perspektiv har vi endnu en film, som udstiller vores verdens tragiske tilstand. Netop, fordi troen på det absolutte er bristet, ender menneskeheden som hvileløse spøgelser, der klynger sig til uholdbare holdepunkter i det materielle og i fortiden. Der er i sandhed brug for en Helligånd, som kan skabe nyt liv i de døde lagner. Når det er påpeget, har filmen dog noget grundlæggende vigtigt at fortælle om os mennesker. Uanset om vi kender Gud eller ej, forfalder vil let til at blive passive tilskuere til livet og klynge os til det forkerte. En seværdig film for den, som kan lide at tænke dybere over tingene.

 

 

---