A Dangerous Method

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En indviklet film om indviklede følelser og teorier. Freud har sine teorier om seksualdriftens altafgørende betydning for psykoanalysen klar. Lægen Jung ser Freud som sin læremester.

Vi er i begyndelsen af det 20. århundrede. Den ældre Freud (Viggo Mortensen) er ved at have sine teorier om seksualdriftens altafgørende betydning for psykoanalysen klar. Den yngre læge, Jung (Michael Fassbender), ser Freud som sin store læremester.

Sex og psykologi
Sabina Spielrein (Keira Knightley) bliver indlagt på et hospital i Zürich i 1904 med en svær psykisk lidelse. Jung får hende som patient, og hun bliver forsøgsperson for den nye, psykoanalytiske behandlingsmetode, hvor Jung sidder på en stol bag hende og fører en analytisk samtale. Sabinas psykiske lidelse viser sig hurtigt at have en stærk seksuel karakter. I løbet af kort tid begynder forholdet mellem Jung og Sabina at blive intimt, og hun bliver hans elskerinde. Hendes skæve seksualitet viser sig ved vellyst ved ydmygelser, og i sexlivet mellem de to indgår derfor også, at Jung giver hende smæk og bælteslag (advarsel om halv-klamme scener).

Sabina kommer sig så meget, at hun uddanner sig til læge og får en karriere som en af verdens første kvindelige psykoanalytikere. Dette sker til dels i samarbejde med Jung. Filmen udspilles som et intellektuelt trekantsdrama mellem Freud, Jung og Sabina, der alle er enige i, at seksualdriften har stor betydning for psykiske lidelser. Men de er derimod uenige om både mål og midler i behandlingen.  Jung vælger at bryde sit forhold til Sabina for ikke at miste sin rige smukke kone og deres fælles børn. Senere genoptager han dog forholdet, for så at bryde det endeligt og senere finde sig en anden elskerinde. Sabina ender med at gifte sig med en anden. Sabina inddrager Freud i forholdet mellem hende og Jung, og dette medvirker til et radikalt brud mellem de to store fædre til psykoanalysen.

Seksuel frihed
Efter at filmen er slut, videreføres de faktuelle historiske oplysninger for de tre hovedpersoner. Heraf fremgår bl.a., at Freuds og Sabinas jødiske afstamning fik alvorlige konsekvenser for dem, da anden verdenskrig trækker op over Europa.  Vi får også historiske oplysninger om en fjerde vigtig person i filmen: Otto Gross (Vincent Cassel). Otto havde en banebrydende forskning i gang inden for dybdespykologi. Freud sender ham som patient til Jung. Otto går ind for, at mennesker skal have den fulde frihed til at dyrke sex med alle dem, de vil (og for øvrigt være på stoffer, når man har lyst til det). Han praktiserer det selv. Jung afviser kraftigt denne holdning – men filmen vil nok bl.a. stille spørgsmålet: "Praktiserer Jung egentlig ikke denne "frihed" – bare ikke nær så åbent og frimodigt som Otto?" I det hele taget må filmens tema vel være, hvordan vi mennesker forholder os til vore seksuelle drifter på den bedste og sundeste måde. Det gives der ikke noget entydigt svar på. Tilsyneladende bliver hverken Sabina, Jung eller Otto sunde og lykkelige af deres måder at forholde sig til deres seksuelle drifter på. Jungs kone heller ikke. Men det kan ikke undre, hvis man ser på filmen gennem en bibelsk seksualetik, hvor kærligheden og seksualiteten jo altid hører hjemme mellem én mand og én kvinde.

En farlig metode – også for en film
Titlen går naturligvis på, at denne tætte samtalekontakt mellem patient og læge kan udvikle og indvikle sig på mange voldsomme måder, hvilket tilfældet Jung og Sabina tydeligt viser. Og måske også på det farlige ved at dykke ned i sindets dyb og hente lidenskaberne frem. Men titlen kan også gå lidt ironisk på filmen, der ikke rigtig rammer plet. Der er ellers nok at fortælle: samspillet og modspillet – både fagligt og personligt - i forholdet mellem de to skarpe hjerner hos Freud og Jung. Trekantsdramaet med Sabina i midten. Skildringen af Jung som en spillet natur osv. Men det virker ikke rigtig. Skuespillerne gør det rigtig godt. Okay – Sabinas måde at spille hysteriske anfald på er for hysterisk. Hendes bevægelser med underkæben ligner betydeligt mere en piratfisk end en patient. Men ellers er der meget fremragende skuespil. Det redder bare ikke en lidt rodet og forvirrende drejebog, der kommer ind omkring mange ting, men ikke rigtig følger dem til dørs. Jævnt kedelig vil den også forekommer mange – de allerede berygtede/berømte spanking-scener er trælse – både for dem, der ikke ønsker at se den slags, og for dem, der rigtig gerne vil se den slags. De er - ligesom så meget andet i filmen – hverken fugl eller fisk. Og vi psyko-nørder kan notere os, at spændingen mellem Freud og Jung angående, hvorvidt man kan acceptere en metafysisk del af virkeligheden, og hvilket slutmål behandlingen egentlig har, er med i filmen, uden at disse temaer for alvor udfoldes. De to gamle kæmper i psykoanalysens begyndelse får ikke rigtig lov at træde frem med al den vægt og vildskab, de havde. Freud fremstilles som en hyggeonkel, der misunder Jung hans rigdom (= Jungs rige kone). Og Jung fremstilles som et skvat, der trods fremragende hjernekapacitet i afgørende øjeblikke slår tankerne fra og seksualdriften til, og som samtidig altid vælger en løsning, hvor han selv redder skindet og hans nærmeste må betale prisen.

---