A Complete Unknown

Af: Christian Thomsen
Som ung og ukendt sanger ankommer Bob Dylan til New York i håbet om at blive noget ved musikken. Man må sige, at drømmen gik i opfyldelse.

ET MUSIKALSK IKON 

Det er ikke for meget sagt om den amerikanske singer-songwriter, Bob Dylan. Gennem mere end 60 år har han beriget verden med nærværende og autentiske tekster og sin sprøde guitarklang, og ikke mindst den meget kendetegnende stemme. Nu er turen så kommet til, at han skal have en Hollywood-biografi med nogle af tidens største skuespillere i de bærende roller.

Mange biografiske film om musikere
Der er dukket flere film op om de største amerikanske musikere de seneste mange år. I 2004 kom filmen ”Ray”, om sangeren og pianisten Ray Charles, og året efter fulgte Walk the Line om Johnny Cash. De to blev store biografhits, og en række mindre film fulgte efter. De seneste år har musikbiografierne så igen fået stor opmærksomhed med Queen-filmen Bohemian Rhapsody fra 2018, ”Rocket Man”, om Elton John, året efter, Elvis fra 2022 og senest dokudramaet ”Better Man” om Robbie Williams. Og det er bare for at nævne nogle af dem. Det er en genre, som altid trækker publikum i biografen, for filmen bliver næsten født med en fanskare: Er man fan af Queen, skal man da se filmen om Freddie Mercury. Danske filmskabere har også set, at der er penge i genren. ”Så længe jeg lever” om John Mogensen kom i 2018 og filmen Bamse i 2022. Lige om lidt er der præmiere på ”Under stjernerne på himlen” om Tommy Seebach.

Har noget på hjerte
Men hvorfor er det mon så spændende at se og høre om musikernes liv? Mon ikke det hænger sammen med, at de som regel er kreative sjæle, der formidler deres historier gennem musikken, og disse historier ofte formes af kunstnerens op- og nedture og møde med verden? Der er ofte noget at dykke ned i, og således også i ”A Complete Unknown”, som fortæller om en kort periode i Bob Dylans liv.

Historien begynder i 1961, hvor den unge Dylan tomler til New York for at besøge sit idol, folk-sangeren Woody Guthrie, som er syg og ligger på hospitalet. På hospitalet er også sangeren, Peter Seeger (Edward Norton), og han giver den unge strejfer ly for natten, efter han har imponeret både ham og Woody med en selvskrevet sang. Pete ser et lys i Dylan og beslutter sig for at ville hjælpe hans karriere på rette spor. Det begynder på små natklubber, og snart får han en pladekontrakt, hvor han dog skal indspille andres sange, da ”ingen vil høre nye sange fra en ung, ukendt sanger”. Dylans helt store gennembrud sker ifølge filmen på Newport Folk Festival, hvor sangen ’The Times They are A-Changin’” får publikum op af stolene. Det er et godt filmøjeblik!

Timothée og Dylan
Filmens PR-folk har haft meget travlt med at fortælle, hvor mange år Timotée Chalamet har brugt på at lære at spille guitar og synge som Bob Dylan. Det er en god historie og især lige op til Oscaruddelingen. Og han skal også have ros for sin portrættering af sangeren med den kendetegnende stemme. Nogle har joket lidt med, at han synger bedre end Dylan. Så langt vil jeg dog ikke gå, men jeg vil give ham stor kredit for arbejdet! Som person er Dylan en afdæmpet og stille type, så skuespillet skal aldrig ud i ekstremerne, hvor skuespilleren virkelig kan fyre den af. Chalamet portrætterer en sanger, som, når han bliver presset og frustreret, reagerer med sammenbidthed og meget sjældent med et udbrud. Det gør han godt. I filmen ”I’m Not There” fra 2007, spilles Bob Dylan af seks forskellige skuespillere, som hver skildrer én af Dylans ’personligheder’. Her er det hele overladt til Chalamet, og han gør det fremragende.

Et smalt portræt
Det er en kort periode i Dylans liv, som er omdrejningspunktet i ”A Complete Unknown”. Filmen foregår mellem 1961 og 1965, hvor den kulminerer på Newport Folk Festival, hvor Dylan fik sit gennembrud nogle år forinden. Fokuspunktet i filmen er Dylans rolle som enten folk- eller rockmusiker. Hvis man ikke er Dylan-nørd, eller har fuldstændig styr på sin amerikanske musikhistorie, er man måske ikke klar over, at dét, at manden med den akustiske guitar og mundharmonika bevægede sig mere mod rockgenren og de elektriske instrumenter, var en stor ting og nærmest kimen til opstand blandt fans af Dylans folk-sange. Filmen er heldigvis god til at formidle konflikten, for ellers ville mange have stået af.

Når omdrejningspunktet bliver forholdsvis smalt, er der mange aspekter af Dylans liv, som filmen ikke kommer ind på. Det kunne have været spændende at høre om Dylan og religionen og forholdet til Gud og kristendommen. Det må blive en anden gang. I denne omgang har vi fået et flot og vellykket portræt af en amerikansk musiklegende, som gik fra at være folkesanger til rockmusiker, men altid fortsatte med at fortælle nærværende historier gennem sin musik.

---