7 Days in Entebbe

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Ny filmatisering af Israels spektakulære redningsaktion, da et rutefly i 1976 blev kapret og fløjet til Uganda. Denne gang med vægt på dialogen mellem terroristerne indbyrdes og mellem de israelske politikere.

TANKERNE BAG DRAMAET

Det kaldes den mest spektakulære militæroperation i historien, og den har naturligvis været fristende for mange filmmagere. I juni 1976 blev et fransk rutefly med Israel som destination kapret af en gruppe terrorister, som bestod at tyske BaaderMeinhof-folk og palæstinensiske medlemmer af PFLP. Efter en optankning hos general Gadaffi i Libyen, fløj de til Entebbe i Uganda, hvor de blev budt velkommen af Idi Amin. Kaprernes plan var at komme så langt væk fra Israel, at en militær undsættelse blev umulig. Men Israel gjorde det alligevel. Samtlige gidsler blev hentet ud levende og kun én israelsk soldat mistede livet.

Flere filmatiseringer
Allerede samme efterår var Lynaktion Entebbe klar til biograferne med Charles Bronson i spidsen, og inden et år var der yderligere to biograffilm klar. Bronson-filmen (og angiveligt også de to andre, som vi ikke har set) skildrer i detaljer gennemførelsen af kapringen og senere befrielsen. De israelske militære og politiske overvejelser er udmærket beskrevet.

Så, hvad var der mere at tage fat i? Producerne bag "7 Days in Entebbe" læste den dokumentariske beskrivelse af befrielsesaktionen i Saul Davids bog Operation Thunderbolt og fik skrevet et manus med vægt på dialogen mellem terroristerne indbyrdes og mellem de israelske politikere. Filmen blev lagt i hænderne den brasilianske instruktør José Padilha. Han havde lavet film og tv-serier med en del skyderi (f.eks. "RoboCop"), og fortæller i et interview, at han var på vej mod noget andet. Men på grund af den anderledes vinkel, sagde han alligevel ja til at føje endnu en Entebbe-film til de andre.

Etiske og politiske overvejelser
"7 Days in Entebbe" begynder på en teaterscene, hvor et dansekompagni øver et stykke, som oprindelig er en kritik af de ortodokse jøders manglende evne til at stifte fred. Stykket er udtryksfuld, og sikkert flot kunst, men vi oplevede det forstyrrende med disse danseindslag. Særlig under selve befrielsesaktionen, hvor soldaternes og terroristernes blodige kamp nærmest får karakter af en ballet på grund af krydsklipningen med danserne. Egentlig er det ganske flot lavet, men danserne får for meget plads.

Filmens genre er drama, selvom den er lavet over en meget actionpræget militær operation. Vægten er især lagt på de etiske og politiske overvejelser, som driver terroristerne. Samtalen mellem de israelske politikere går også mere på politik og etik end på strategi. Styrken er, at vi oplever tvivl og overbevisning både hos terrorister og politikere. Især de to tyske terrorister Wilfried Böse (Daniel Brühl) og Brigitte Kuhlmann (Rosamund Pike) er skildret med så mange menneskelige nuancer, at det må være ganske kontroversielt i mange israeleres øjne. De to havde trods alt mange menneskeliv på samvittigheden. Og de to fremragende skuespillere gør næsten terroristerne troværdige.

Samme begivenhed - forskellige film
Ud over danserne (som enkelte anmeldere roser) undrede vi os over et par andre ting. Israel har altid været et hundrede procent imod forhandling med gidseltagere. Alligevel indlod man sig på forhandling i dette tilfælde. I Bronson-filmen fremstilles det som en forhalingstaktik. I den nye film bakkes en reel forhandling med terroristerne op af premierminister Yitzhak Rabin. Han fastholder det endda principielt som en nødvendighed efter den vellykkede aktion. Her kommer det til at stå som en politisk proklamation: "Vi får ikke fred uden forhandling." Men det holder da vist ikke, at Rabin tillægges vilje til at forhandle med terrorister. En anden lille irriterende ting er den dårlige sminkning af Rabin og især forsvarsminister Simon Peres. Og så er dialogen ikke alle steder lige flydende. Den bliver nogle steder meget parolepræget og kluntet.

Både den gamle og den nye film holder sig nært til de virkelige begivenheder. Soldater og gidsler, som var med i begivenhederne, var til stede under optagelserne og hjalp instruktøren med at være helt præcis i alle detaljer. Alligevel er filmene faldet meget forskelligt ud. Da vi så "7 Days in Entebbe" var vi glade for, at vi først havde set den gamle "Lynaktion Entebbe". Ellers havde vi nok ikke forstået, hvor genial og risikofyldt aktionen var. Men den nye film tilføjer så mange nuancer, at den er værd at se af den grund.

---