4 måneder, 3 uger, 2 dage

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
To rumænske studieveninders venskab prøves hårdt, da Gabita i forbindelse med en illegal abort får stillet et ultimatum: Sex med begge eller ingen abort.

Vi dumper ind midt i en samtale på et spartansk kollegieværelse i Rumænien i Ceaucescus rædselsregime i 1987. De to veninder Gabita (Laura Vasiliu) og Otilia (Anamaria Marinca) er ved at planlægge noget. Det viser sig, at Gabita er gravid, og når ingen må vide det, er den eneste mulighed en illegal abort - en dyr løsning. Otilia hjælper hende med at låne penge og bestille et hotelværelse, hvor selve indgrebet skal foregå.

Gabita er lidt småsyg på dagen, hvor indgrebet skal ske, så hun sender Otilia ud for at møde lægen Mr. Bebé (Vlad Ivanov). Filmen giver et meget usympatisk billede af Mr. Bebé. På hotelværelset finder pigerne ud af, at han også vil have betaling i form af sex, og så er det tid for veninderne at overveje, om de er villige til at betale den pris. Mr. Bebé gør opmærksom på, at hvis Gabita er 4-5 måneder henne, er strafferammen for ham - hvis det bliver opdaget - op til 10 år, fordi der så er tale om mord. Om pigerne siger ja, skal ikke røbes her.

Den rumænske instruktør Christian Mungiu bruger flere gange lange, tavse scener, som siger mere end ord. De afspejler sindsstemningen, og man sidder med hjertet oppe i halsen. Der er ingen musik i filmen, men det savnes ikke. Det er en film så fængslende som en thriller, hvor man ikke kan regne slutningen ud.

I det omfattende ekstramateriale finder man blandt andet instruktørens gennemgang af udvalgte scener i filmen (med engelske undertekster). Han fortæller, at filmen begynder midt i en samtale, og den slutter brat midt i en scene, fordi han grene vil understrege, at det hele er et fragment af hovedpersonernes liv. Han begrunder også valget af den særlige filmstil. Han har ønsket at gøre det hele så dokumentarisk som muligt. Der skal ikke være nogen fornemmelse af, at der er tale om en redigering af virkeligheden. For at opnå denne virkning, søger han at undgå de sædvanlige spor af en instruktørs arbejde. Kameraet foretager ingen panoreringer eller zoom-bevægelser. Under samtaler kan han finde på kun at vise den ene samtalepartner. "Der sker ting, som ikke har nogen betydning for fortællingen. Noget man ellers ønsker at undgå i romaner og spillefilm. Men også i virkeligheden sker der jo ting, som ikke får nogen betydning," forklarer Christian Mungiu.

De lange forløb uden klip - fremragende præstationer af skuespillerne - lydsiden uden musik, men med lydeffekter som vejrtrækning, fodtrin og lignende - den meget enkle, men stemningsfulde fotografering - alt det virker på en overraskende måde utroligt effektfuldt. Tilskueren er på en helt særlig måde til stede i rummet. Og det til trods for, at alt foregår på rumænsk. Heldigvis med gode undertekster. Når vi giver filmen alle seks stjerner, skyldes det, at vi ikke kan se, hvordan denne film kunne gøres bedre.

Og hvad er det så for en historie, der fortælles? Instruktøren siger, at den bygger på en virkelig tildragelse, han hørte for mange år siden. Under forarbejdet med filmen mødte han flere lignende beretninger. Det er historien om en pige, der er blevet uønsket gravid, og som forestiller sig, at en provokeret abort vil være den bedste løsning. Og det er ikke mindst historien om en effektiv veninde, der går meget langt for at hjælpe. Det er også en stemningsrapport fra et trøstesløst samfund. Filmen tvinger tilskueren til at tage stilling til det, der sker. Men den gør det uden løftede pegefingre eller entydige svar. Den er blevet brugt både af tilhængere og modstandere af fri abort. De eneste, der ikke kan bruge filmen, er formodentlig dem, der fortsat ønsker at skjule sandheden om, hvad en provokeret abort egentlig er. Ifølge filmanmelderen på ChristianityToday.com er det formentlig årsagen til, at filmen ikke engang kom med i nomineringen til en Oscar for bedste udenlandske film i 2007.

---