3096

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En rystende autentisk film om en usædvanlig bortførelse. Den østrigske Natascha Kampusch blev kidnappet og blev derefter holdt fanget i 3096 dage.

3096 dage. Så lang tid sad østrigske Natascha Kampusch som fange indtil hun i 2006 undslap sin bortfører, Wolfgang Priklopil. Filmen bygger altså på en virkelig hændelse. Men ud over nogle få gange, hvor der angives med tekst, hvor mange dage, der nu er gået, er det en almindelig spillefilm. Natasha siger selv i ekstramaterialet, at det er lykkedes instruktør og skuespillere at genskabe de forfærdelige dage på en meget realistisk måde.

Rystende beretning
Filmen er med rette censureret til 15 år. Dels er historien barsk, og dels brugte Wolfgang ofte at lade Natasha gå ret nøgen rundt – ligesom der også er voldtægtsscener (dog ret afdæmpet) og vold. Filmen efterlader et stærkt indtryk af en mand, der – bl.a. gennem en hård regulering af maden – prøver at underkue en pige og tvinge hende til at adlyde ham blindt. Den radmagre halvnøgne pige kostes rundt i et absurd teater, hvor Wolfgang på den ene side prøver at etablere et venskab (måske endda et ægteskab) og på den anden side er en lunefuld og ondskabsfuld tyran. Relationen mellem Wolfgang og hans mor antyder måske nogle årsager til hans dysfunktioner, men vi får ikke meget at vide om den arbejdsløse teleprogrammør, der lever alene i sit store hus, bortset fra når moren kommer med færdiglavet varm mad til de næste dage.

Mange ubesvarede spørgsmål
Vi gennemlever hele forløbet, fra Natasha som 10-årig pige bliver kidnappet og installeret i en skjult kælder under Wolfgangs hus, og indtil hun otte år senere undslipper. Det er nærmest, som om man oplever handlingen med skjult kamera. I hvert fald er der ikke mange forsøg på at forklare eller tolke noget. Det er ren beretning. Så man sidder tilbage med rigtig mange spørgsmål: Hvorfor gjorde han dog det? Hvad fik han ud af det? Hvordan klarede hun at overleve mentalt? Hvordan var den psykiske relation mellem de to gennem alle de år? Hvordan klarede hun mødet med det normale liv efter sin flugt? Om det er bevidst, at vi ikke får de svar, ved jeg ikke. Men de gør, at filmen ikke rigtig leverer intensitet og egentlig opleves noget langtrukken.

Der er flere gode skuespilpræstationer: Amelia Pidgeon er Natasha som barn, Antonia Campbell-Hughes er Natasha som teenager og Thure Lindhardt er Wolfgang. Men de kan ikke helt redde denne klon mellem en dokumentar- og en spillefilm.

---