28 Years Later

Af: Christian Thomsen
Der er gået 28 år siden den dødbringende og frygtelige virus brød ud i Storbritannien. Øen er erklæret ’karantænezone’, og de overlevende må klare sig selv.

VIRUSSEN DER IKKE VIL DØ 

I 2002 kom Danny Boyle’s ”28 dage senere”, hvor vi fulgte en gruppe mennesker 28 dage, efter en frygtelig virus var brudt ud fra et laboratorium i London. Virussen spredtes via blod og spyt og gjorde folk vildE og gale - nærmest som en zombie på speed. Filmen sluttede med et glimt af håb, og det håb varede indtil 2007, hvor Juan Carlos Fresnadillo instruerede ”28 uger senere”, der som titlen antyder, falder ind i historien fire måneder efter udbruddet. På dette tidspunkt er de smittede angiveligt døde af sult, og virussen er erklæret udryddet, hvorfor de forsigtigt begynder at lukke folk tilbage til Storbritannien fra det europæiske fastland. Selvom man ikke har set filmen, kan man nok gætte, at virussen ikke var helt udryddet, og når rulleteksterne kommer på skærmen, er det glimt af håb fra den første film ganske forsvundet. Nu, 18 år efter vi forlod den besmittede ø i Nordsøen, vender vi atter tilbage og skal se, hvordan det står til i det dystopiske landskab.

De stærkeste (og klogeste) overlever
På en lillebitte ø uden for den skotske kyst har en gruppe mennesker opbygget et lille, velfungerende samfund. Alle under 30 år har selvsagt ingen erindringer om tiden før virusudbruddet, og den verden og det samfund, der dengang var alles. Den lille ø bindes sammen med fastlandet af en dæmning, som kun kan betrædes ved lavvande, og ved højvande er strømmen så stærk, at ingen kan svømme over. En fin lille, realistisk detalje fra forfatter, Alex Garland, som kan bruges til effektiv spændingsopbygning. På øen møder vi Spike, spillet forrygende af den 14-årige næsten-debutant, Alfie Williams, og dennes far (Aaron Taylor-Johnson) og mor (Jodie Comer), hvor sidstnævnte tilsyneladende lider af en ukendt sindslidelse. Filmen starter på dagen hvor Spike skal på sin første tur til fastlandet. Børnene oplæres fra små til at håndtere kniv, bue og pil, og det er et fast ritual, at når man rammer teenagealderen, skal man til fastlandet og tage sin første skalp: altså møde og dræbe en inficeret.

Gamle kræfter er tilbage
Historien er bygget op om to ture til fastlandet. Den førnævnte rituelle far-søn tur foregår ikke uden problemer, men de vender dog hjem igen. Anden tur er ikke velplanlagt, men sker, da Spike får nys om en mystisk læge på fastlandet, som han håber, kan hjælpe moren i sin lidelse. Spike tager derfor afsted med mor, men uden tilladelse fra far. En tur som vender op og ned på alting.

Både instruktør, Danny Boyle, og forfatter, Alex Garland, er tilbage fra den første film, og de formår på fornem vis at fortælle en ny og vedkommende historie i et velkendt univers. Stil og stemning er velkendt, hvis man kender de to foregående film (som det i øvrigt ikke er nødvendigt at have set for at få noget ud af denne), og der gives plads til pauser og eftertænksomhed imellem de vilde og intense actionsekvenser. Det var der også i den første film, hvorimod 2’eren bar mere præg af rendyrket action-horror. Selvom jeg savnede en lige så ikonisk og stemningsskabende musik, som de to første film bar præg af, og den håndholdte kameraføring næsten bliver for meget, fandt jeg filmen vellykket og underholdende. Boyle og Garland har været opfindsomme i forhokd til at finde på nyt, samtidig med at de opretholder troværdigheden i historiekronologien.

Filmen berører mange interessante emner, som menneskeværd, offervillighed og retten til at bestemme over liv og død. Går man ind i karaktererne og udviklingen, ligger der mange gode ting, der kan samtales om.

Det er bekræftet at ”28 Years Later” er begyndelsen på en ny trilogi, hvor den næste film ”28 Years Later: The Bone Temple” får præmiere i starten af 2026. Danny Boyle overlader instruktørstolen til Nia DaCosta, mens Alex Garland stadig er på som forfatter. Den film ser jeg frem til!

---