STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd
DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray
SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
HOLDNINGSÆNDRING
Er vi mon tilbøjelige til at ændre holdning til noget, hvis vi holder af personer, vi egentlig er uenige med? Hvis vi drages af personers historie og elskværdighed, er vi da tilbøjelige til at synes, at de da egentlig har lov og ret til at være og gøre, som de selv synes?
Ja, det er vi i høj grad tilbøjelige til. Vi lader os naturligt nok påvirke af den rørende historie – eller den skrækkelige historie – og personers væsen og elskværdighed. Det er derfor dygtige reklamebureauer ved, hvordan de skal skabe en historie, der gør, at vi ændrer holdning til noget. Og det var derfor, nazisterne lavede reklamefilm, hvor de fortalte historier om bakteriebærende rotter og lod folk forstå, at sådan skulle man tænke om jøderne.
Dukkerne fortæller
Det var noget af det første, jeg tænkte på, da jeg så "Velkommen til Marwen". Det er i bund og grund en fin film. Ikke en storslået, episk film. Ikke en, jeg tænker, jeg skal se igen. Men en fin film, med flot CGI-animation i mange scener.
Den handler om Mark Hogancamp (Steve Carrell), som lider af hukommelsestab og posttraumatisk stress. Det gør han, fordi han en dag på den lokale bar bliver tævet af en flok bøller. Vi mennesker bearbejder sådanne voldsomme oplevelser på forskellige måder. Mark gør det ved at lave dukkehuse samt indkøbe og forme dukker, som har de samme karakteregenskaber som de mennesker, han kender fra virkeligheden. Ved hjælp af CGI-animation får vi, som tilskuere, levendegjort de historier, Mark fortæller gennem dukkerne. Vi har alle, som det er så moderne at sige, brug for at fortælle en historie, og Mark bruger dukkerne til stressbearbejdelse og til at fortælle sig selv en ny livshistorie. Med andre ord: Filmen fortæller historien om en voldsramt person, som bruger dukker til at fortælle sig selv en ny historie og få mod til at deltage i retssagen mod voldtægtsmændene.
Transvestit?
Der er dog en altafgørende ting, jeg endnu ikke har nævnt: Mark bliver tævet af bøllerne, fordi han går i damesko. Han går i højhælede sko og relaterer ikke særlig godt til mænd (mandedukkerne i Marks dukkeverden er alle nazister!) Langt de fleste af Marks dukker er pigedukker, og de er de absolutte helte – med maskingeværer og det hele – i de animerede historier.
Vi får det ikke direkte at vide, men et gæt ville være, at Mark er transvestit. Han er forelsket i kvinder – især en bestemt kvinde – men går i damesko og har en samling af over 200 damesko. Billeder fra hans barndom viser ham også iklædt dametøj. Det er interessant, at det netop er denne livsstil – om han så er transvestit eller ej – der i første omgang fører til, at han bliver banket halvt ihjel. Det er netop, da han åbent siger til bøllerne, at han elsker at gå i ekstra højhælede damesko.
Holdningsændring?
Som sagt skal der ofte "bare" en god historie, med elskværdige personer (eller det modsatte) til at ændre menneskers holdning til et emne. Jeg tænker, at det har vi et godt eksempel på her. En relativt rørende historie, hvor vi har absolut sympati for manden, der iført højhælede sko, får bank og ender med hukommelsestab og posttraumatisk stress.
Som sådan er "Velkommen til Marwen" en meget politisk korrekt film. Den forkynder sit budskab uden store bannere og diskussioner, men igennem vores relation til hovedpersonen. Får filmen sin vilje, skaber den en holdningsændring til transvestitter, o.lign.
I mange historier og film er der på et tidspunkt et twist. Et radikalt vendepunkt. Det er der ikke i "Velkommen til Marwen." Den er meget lige ud ad landevejen, og den ender, som man håber. På et tidspunkt dukker en person op i historien, som i en anden type film ville have skabt et voldsomt twist, men ikke i denne, som er meget politisk korrekt og hylder retten til at være som man er.
Jeg vil til gengæld gerne give denne anmeldelse et twist. For én ting er, at filmen og historien ganske tydeligt forsøger at gøre os bløde i knæene og ved hjælp af gode personer ændre vores holdning til mennesker som Mark. Men en anden ting er, at jeg så denne film som kristen. Og her er det temmelig afgørende, hvad man som kristen tager med sig fra filmen.
Hvordan gå til filmen?
Man kan gå fra filmen og tænke: "Jeg følte mig manipuleret! Jeg følte mig følelsesmæssigt manipuleret til at acceptere, at alle former for seksualitet og kønsidentiteter er okay, og at det er vederstyggeligt, når man prøver at tæve folk til at blive noget andet."
Eller man kan gå fra filmen og tænke: "Kampen om kønsidentitet er enormt vigtig. Den handler om, hvad det vil sige at være skabt i Guds billede. Den handler om, at der er noget, der er rigtigt og noget, der er forkert."
Eller man kan gå fra filmen og tænke: "Også Mark er skabt i Guds billede, og Gud elsker ham. Mark lever et liv og har valgt en livsstil, som vidner om, at der er noget, han kæmper med. Han har brug for at møde kristne, som kan vise ham vej til Gud. Som kan vise ham vej til fred med Gud. Som kan vise ham vejen til omvendelse og tilgivelse. Men først og fremmest kristne, som vil favne ham og elske ham og støtte og hjælpe ham, ganske som Jesus gjorde det mod mennesker, som alle andre pegede fingre ad og spyttede på, og som mente, de var de største syndere."
Hvad er det, du og jeg som kristne bør tage med os, når vi har set en film som denne? Er det en af de nævnte holdninger – eller et sted midt imellem dem? Hvordan kan kristne være "sandheden tro i kærlighed" overfor mennesker som Mark?
Gemmer din stemme...
