STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd
DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray
SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
KUNST, IDEOLOGI OG SANDHED
En del husker sikkert den dybt bevægende tyske film De andres liv fra 2006, om den østtyske stasi-agent, som var ekspert i aflytning af andre østtyskere, og som alligevel ender på den "forkerte" side mellem østlig kommunisme og vestlig liberalisme. Filmen vandt fuldt fortjent årets oscar for bedste udenlandske film.
Nu har samme instruktør lavet en film - inspireret af kunstneren Gerhard Ricters liv - som har lidt af samme historiske ramme, med afsæt i det østlige Tyskland, denne gang dog lidt mere komplekst. Ikke kun kommunisme versus liberalisme, men først nazismen, derefter kommunismen og så til sidst liberalismen, som også har sine blinde vinkler.
Historiens kerne ligger imidlertid et andet sted end i ideologiernes forskelle og sammenfald. Kernen drejer sig om kunsten som det sted, der bryder med enhver ideologis indsnævring af virkeligheden og sandheden. Eller mere præcist: I den frie kunst opstår muligheden for det enkelte menneskes fulde udfoldelse af sig selv og sin sandhed.
Sindslidende må lade livet
Historien har sit udgangspunkt i 1937, da nazisterne har fået det fulde politiske og ideologiske overtag i Tyskland. Vi ser det gennem én konkret families øjne, en familie som ikke er meget for nazismens ideologi, men som går forholdsvis stille med dørene i sin uvilje mod magthaverne. En ung kvinde i familien, Elisabeth, har et følsomt, kunstnerisk sind, som på et tidspunkt synes at tendere mod det skizofrene, og da nazisterne ikke bare var i gang med det store racerenhedsprogram, førte det bl.a. til sterilisering og efterhånden også udryddelse af ikke bare jøder, men også sindslidende. Man regner med, at ca. 200.000 sindslidende blev slået ihjel i årene 1939-45. Denne skæbne overgår også Elisabeth, og hendes lille nevø Kurt, som har et særligt forhold til sin tante, bl.a. i kraft af hans tidlige kunstneriske talent, og han glemmer aldrig, da hun bliver hentet af de lægelige myndigheder.
Det gør heller ikke den læge, der til sidst underskriver hendes dødsdom, Seeband. Hun trygler ham om nåde, da det går op for hende, at hun skal steriliseres. Hun appellerer til hans faderhjerte, men Seeband er kynisk beregnende. Ligesom han er det, da krigen er overstået, og han har sendt tusinder i døden, men slipper forbi retsopgøret, fordi han hjælper en russisk officers kone med en svær fødsel. Og Seeband genindtager tronen som landets højt værdsatte gynækolog, og nu altså i det land, der befinder sig under den røde fane. Men Seeband kan tilpasse sig hvad som helst, bare han selv er sikret den gode tilværelse i berømmelse og rigdom. Dog synes der at være en lillebitte rest af fortrydelse, da han kalder sin egen datter Elisabeth.
Dyrkelse af sandhedens mangfoldighed
Denne Elisabeth fletter på ny skæbnerne sammen, da hun møder den unge kunstnerspire, Kurt, den første Elisabeths nevø. De finder hinanden og ender med, som også Elisabeths forældre, at flygte til Vesten. Her får Kurt for første gang mulighed for at udfolde sig frit som kunstner, men også Vestens såkaldte frihed har sine ideologiske forsnævringer. Den uhæmmede dyrkelse af sandhedens mangfoldighed udfoldet i den enkeltes egen suveræne idé, binder kunstnerne til hele tiden at skulle finde sin helt egen, meget kunstigt konstruerede stemme. I stedet for at lede efter en ligefrem og enkel kontakt med den virkelighed og sandhed, der nu engang er blevet ens liv og skæbne.
Det lykkes til sidst for Kurt. Og det bringer ham helt frem i forreste række af unge kunstnere samtidig med, at det bringer ham i dyb kontakt med fortiden. Både hans egen og hans svigerfars. Skæbnerne føres sammen. Og et første, kortvarige glimt af oprigtig anger spores hos Seeband, som ellers hele tiden har kunnet sno sig udenom alle risikoer for afsløring.
Florian Henckel Von Donnersmarck har igen lavet en mesterlig film. Den varer mere end tre timer og er ikke et minut for lang. Dybt underholdende og bevægende fra først til sidst.
Kollektivet kontra individet
En film om virkelighedens konsistens, om sandheden og skønheden som findes i det konkrete liv, om den ægte kunstneriske frihed og sandhed. Og måske også om sandheden som til syvende og sidst kun findes i det enkelte jeg. "Ich, Ich, Ich" - jeg, jeg jeg, som det foragteligt lyder fra den kommunistiske kunstakademis professor op imod den sandhed, som fastholder en større kollektiv dagsorden, der til enhver tid er vigtigere end det enkelte jegs dagsorden. Men filmens livsskæbner forfører en til at holde med jeg-perspektivet. Men i eftersmagen melder der sig alligevel en lille tvivl: Er det nu også alt, hvad der er at sige om sandheden og kunstens opgave for sandheden? Er det ikke, når alt kommer til alt, det indsnævrede sandhedsperspektiv, som begynder i renæssancen, og som gør menneskets blik til den absolutte sandhed? Eller som det citeres på et tidspunkt i filmen af den franske filosof Descartes fra 1600-tallet: "Jeg tænker, altså er jeg." Dette afgørende vendepunkt i tænkningens historie, som satte mennesket over alt andet. Menneskets bevidsthed - der findes dybest set ikke nogen anden sandhed end den, der udgår fra menneskets bevidsthed.
Sandheden udenfor os
Den kristne tro hævder i al fald en anden sandhed. En sandhed, der krydser det subjektivistiske spor med et helt andet perspektiv. Guds-perspektivet. Sandheden udenfor os selv, uafhængig af os. Men tak for en film, som på så enestående stærk og livsnær måde udfordrer vores tendens til altid at indestænge sandheden i ideologier. Selvom filmen til syvende og sidst måske også selv ligger under for en ideologi - den der kom til at dominere den vestlige verden fra renæssancen, den om, at der til syvende og sidst kun er mennesket og menneskets verden.
Kan ses på Blockbuster.dk
Gemmer din stemme...
