United 93

Ingen actionhelte, men helt almindelige mennesker, hvis pårørende i dag lever og har givet grønt lys til filmens skildring af deres kære. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA 11. september, 
Produktionsår: 2006
Varighed: 111 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Paul Greengrass,
Medvirkende: Christian Clemenson, Trish Gates, Ben Sliney, David Alan Basche,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 09.10.2006

Lad det være sagt: Det er ubetinget en af årets bedste film - indtil nu. Paul Greengrass får med filmen om det fjerde fly den ufattelige dag helt ind under huden på tilskueren. Og det er egentlig utroligt, når man tager de meget få virkemidler i betragtning. "United 93" har ingen store eller kendte filmstjerner - men en bunke afdankede tv-skuespillere. "United 93" indeholder ikke nogle prædikener imod den fundamentalistiske islamisme eller George W. Bush's håndtering af den 11. september. "United 93" er i al sin ubegribelige rædsel en meget afdæmpet og dog voldsom film. Det lyder som et paradoks - og sådan er det også. Præcis sådan var den 11. september 2001 for mange af os: Et paradoks, der ikke kunne forstås, men kun betragtes. Med Greengrass' "United 93" får vi nu muligheden for at komme helt tæt på.

Et virkeligt drama
Kunstgrebet består i, at filmen fremstår som en dokumentarisk dramatisering af hvad der hændte med det fjerde fly - det fly, der styrtede ned på en mark i Virginia, men som var på vej for at flyve ind i Det Hvide Hus. Det begynder jo som en helt almindelig dag: Stewardesserne smalltalker til arbejdet, piloterne hyggesnakker i cockpittet, flyvelederen danner sig et overblik over den helt almindelige tirsdag. Som tilskuer sidder man med tilbageholdt åndedræt, for man ved jo godt, hvad der sker: At det her slet ikke er nogen almindelig dag. Det virker næsten ufatteligt, at disse mennesker ligesom alle andre kunne snakke om weekenden, om deres børn osv.

Filmen skildrer helt kronologisk forvirringen i kontroltårnet, da det første fly rammer World Trade Center. Vi ser panikken brede sig som en steppebrand. Først må flyvelederne kæmpe med at forstå det ufattelige og håndtere situationen; og vi ser det helt tæt på, da de fire terrorister på blodig vis tager magten i United 93, som var navnet på flyet, der egentlig skulle være fløjet fra Newark til Los Angeles den dag. Vi følger passagererne, når de ringer hjem og siger farvel til deres elskede, vi ser deres angst, rådvildhed og gråd. Vi lærer dem at kende i al deres helt ubærlige almindelighed. Og til sidst ser vi deres mod.

For historien om "United 93" er ikke kun historien om en mislykket gidseltagning. Det er historien om en gruppe passagerer, som ville overleve, og som valgte at kæmpe imod de terrorister, som så overraskende havde overtaget flyet den morgen. Tilfældet gjorde dem til oprørere og helte; og filmen slutter med en vild, forfærdelig scene, hvor passagererne sætter sig op mod overmagten, kæmper, slås; og tror på, at de kan overmande flykaprerne. Tavsheden til sidst er frygtindgydende.

Uretfærdighed og tro
Det er et tungt og svært emne at filmatisere - og samtidig er det så let, for det tekniske er jo blevet gjort før til hudløshed i Die Hard-filmene og lignende. Deri ligger en åbenlys spænding, som Greengrass på en enkel og stærk måde forløser. Virkeligheden kommer jo åbenbart på tværs, for at Greengrass kan lave den store hollywood-forkromede "God-bless-America"-version af, hvad der skete med United 93. Her er ikke actionhelte, men helt almindelige mennesker. Virkelige mennesker, hvis familier og pårørende i dag lever - og har givet grønt lys til filmens skildring af deres kære. Her er ingen smægtende, sentimental musik, der skal hjælpe følelserne på vej - og dog er det en af de mest knugende og hjertegribende film jeg har set i lang tid. Det er som om, Greengrass heller ikke selv helt har forstået, hvorfor den 11. september 2001 blev så forfærdelig, som den blev, og nu lægger han igen dagen frem for os i undren og afmagt. Det er stærkt at turde lave film på den måde.

Filmen anbefales til alle, der kæmper med at forstå, hvad der egentlig skete den dag - og til dem, der synes de allerede har forstået nok. Det er en øjenåbner af en film, der gør et rystende indtryk og efterlader sin seer oprevet og eftertænksom. For hver dag er vi jo vidne til uretfærdighed og ulykke omkring os. Er vi villige til at sige fra? Ville vi have stået imod uretfærdigheden den 11. september?

Som troende kan man måske føle, at man bør kunne forstå terroristernes handlinger et eller andet sted - man ved jo godt, hvad det vil sige at have sit håb og sin tro et sted, og alligevel: Jesus er så anderledes! Samtidig er vi jo også kaldet til at lade vore gerninger vidne om ham, der har frelst os. Gør de så det, de gerninger? Jesus kalder os til at være lys og salt - de gerninger, vi er kaldet til at gøre er helt anderledes end de, terroristerne begik i Guds navn. Kan man se det på os? Vidner vi om hans ufattelige kærlighed med vores liv? Eller sidder vi passive med hænderne i skødet og lader uretfærdighed og rædsel råde?

---