RITUALET nu på Netflix
UNCHOSEN Netflix-serie
DE FORBANDEDE ÅR 3: FREDENS PRIS nu på dvd og blu-ray udover i få bioigrafer
AVATAR 3: FIRE AND ASH nu på dvd og blu-ray
KASTANJEMANDEN. TÆLLE TIL ÉN, TÆLLE TIL TO Netflix-serie
Den kristne film UNSUNG HERO - sidste dag på Netflix er 15. juni
TEMA FAMILIEFILM fx biografaktuelle FÅRBRYDELSEN
EN UREALISTISK FORTÆLLING OM ET USUNDT OG SÅRBART FÆLLESSKAB
Det lukkede fællesskab
Serien foregår i en fiktiv britisk sekt, der kalder sig ”Fællesskabet om Den hellige”. De 'frelste' er dem, der er med i menigheden og er 'chosen' - udvalgt af Gud – mens alle andre er 'unchosen' og dermed uden for frelsen.
Det beskrives som en for mig totalt ukendt udgave af et kristent fællesskab med en stærkt mandsdomineret struktur både i kirkens ledelse og i hjemmene. Kvinderne forventes at få børn, passe hjemmet og gå med tørklæde, mens mændene arbejder. Man bruger fastnettelefon, men ikke mobiltelefoner og andre moderne ting, fordi disse anses som en fristelse fra omverdenen.
Problemet er blot, at stort set samtlige mænd, vi møder i serien, er faldet pladask for langt værre fristelser: magtmisbrug, hustruvold, druk, utroskab og meget mere. Allerede her mister serien troværdighed for mig. Så grotesk en samling mænd virker simpelthen usandsynlig, selv om pointen om, at en pæn facade kan skjule stor råddenskab, naturligvis er velkendt fra virkeligheden.
Også skildringen af det 'kristne' fællesskab virker mærkelig. Jeg har aldrig set et kirkerum som dette: ingen symboler bortset fra en fisk tegnet i gulvet. Vel er fisken et kristent symbol, men det er sjældent det eneste symbol i et kirkerum – og slet ikke i en menighed, hvor hjemmene ellers er fyldt med traditionelle kors på væggene. Kirkerummet er desuden indrettet med talerpladsen i midten og bænkene placeret i cirkler omkring centrum. Det fungerer egentlig som en interessant pointe, hvis seriens budskab er, at menigheden er så menneskeskabt og selvcentreret, at der reelt ikke er plads til Gud. Men igen bliver det så kunstigt, at serien efter min mening mister forbindelsen til virkeligheden.
Handlingen
Seriens hovedperson er Rosie (Molly Windsor), en ung og hengiven hustru, der er gift med en af kirkens ledere, Adam (Asa Butterfield). Hendes problem i fællesskabet er, at hun kun har fået ét barn i et samfund, hvor kvinder vurderes ud fra deres evne til at være mødre. Adams forhold til sex virker desuden reduceret til ren befrugtning. Hver aften behandler han Rosie fuldstændig mekanisk og uden nogen form for nærhed eller kærlighed.
Da parrets datter er ved at drukne, bliver hun reddet af den fremmede Sam (Fra Fee). Dermed begynder Sam langsomt at finde vej ind i kulten. Han er kriminel og på flugt, men også en dygtig manipulator, der efterhånden får udmanøvreret samtlige mænd i menigheden.
Igen bliver serien efter min mening for overdrevet til at føles troværdig. Sam bruger ganske vist de klassiske manipulationsgreb, man ser hos magtmennesker, men det hele lykkes alt for let. Derfor bliver det svært for mig som seer virkelig at leve mig ind i handlingen.
Rosie og kvinderne
Gennem mødet med Sam begynder Rosie gradvist at udvikle selvstændighed og oprørstrang mod det mandsdominerede fællesskab, hun er fanget i. Hun får også indblik i de andre kvinders liv, som i høj grad er præget af overlevelsesstrategier i forhold til voldelige, utro og alkoholiserede ægtefæller.
Manuskriptet giver dog ikke de store muligheder for nuanceret karakterarbejde. Alligevel leverer skuespillerne hæderlige præstationer og forsøger at tilføre historien mere dybde og menneskelighed, end manuskriptet egentlig giver plads til.
Sam som magtmenneske
Sam fremstilles som en samvittighedsløs psykopat – en mand, der effektivt og kynisk spiller på andres svagheder for at tilrane sig magt i fællesskabet.
I serien virker det næsten komisk let for ham, fordi sektens mænd fremstilles som ekstremt naive og sårbare. Men samtidig rammer serien noget virkeligt her. Den slags charmerende og manipulerende mennesker findes desværre i virkeligheden, og på det punkt fungerer serien som en påmindelse om, hvor farligt et lukket fællesskab kan være.
Moralen
Seriens morale er egentlig ret banal: Lev ikke hyklerisk og isoleret, for det gør mennesker sårbare.
Troen på Gud spiller faktisk en overraskende lille rolle i serien, hvilket måske er meget godt, seriens lave realisme taget i betragtning. I slutscenen er Sam blevet fællesskabets øverste præst og prædiker fromme ord til menigheden. Men de mænd, der nu kender hans sande natur, burde næppe kunne bevare troen på hverken ham eller fællesskabets Gud.
Dermed slutter serien præcis lige så urealistisk, som den begyndte.
Kan ses på Netflix.
Gemmer din stemme...
