THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
Det er ikke underligt, at den sydafrikanske film "Tsotsi" har fået en Oscar for bedste ikke-amerikanske film i 2006! I skrivende stund er det en uge siden, jeg så den, og lige siden har jeg gået med en mærkelig uro i kroppen.
"Tsotsi" er et barsk, dybtfølt og realistisk drama om bandekriminalitet i en fattig ghetto i Johannesburg. I udkanten af ghettoen bor bandelederen Tsotsi. Han har fortrængt alle minder om fortiden – selv sit rigtige navn.
Tsotsi (slangudtryk for sort kriminel) er en brutal fyr, som myrder for penge. En dag skyder han en velhavende kvinde ned og stjæler hendes bil. På bagsædet af bilen ligger der et tre måneder gammelt spædbarn. Da Tsotsi finder barnet, overvejer han at lade det i stikken, men kan alligevel ikke få det over sit hjerte. I desperation putter han derfor barnet i en bærepose og tager det med hjem til blikskuret i ghettoen.
Mødet med barnet bliver et vendepunkt. For første gang i sit liv må Tsotsi tage ansvar for et andet menneske, og det får hans hårde facade til at krakelere. Gennem barnet konfronteres han med sin brutale natur og selvforagt og ikke mindst sin fortid.
I et flashback ser vi glimt af Tsotsis opvækst:
En kærlig mor, der dør af aids.
En voldelig far, som foragter sig selv og lader det gå ud over sine omgivelser.
Et liv som gadedreng, hvor kun et betonrør kan give ly for natten.
Et liv uden værdighed.
"Tsotsi" er en film, der udfordrer og stiller spørgsmål! Hvordan kan jeg, som er stærk, lære at vise respekt for den, som synes at være bestemt til at forblive svag? Bærer jeg et ansvar for, at nogle mennesker – også i vores samfund – må leve med den særlige følelse af ikke at blive set, ikke at blive regnet for et fuldgyldigt og værdifuldt menneske?
Det er ikke en fortælling, hvor alt ender lykkeligt, men den insisterer på, at der altid er håb. Også for det menneske, som jeg ellers har dømt ude. Filmen er baseret på en ældre roman af Athol Fugard. I bogen dør hovedpersonen til sidst. Sådan går det ikke her. Instruktøren vidste ikke, hvordan han skulle afslutte filmen, så han lavede to afslutninger: Én hvor Tsotsi dør, og én hvor han flygter fra politiet i sidste scene. Løsningen blev dog en helt tredje, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre. Men at afslutningen er den rigtige, det er jeg ikke i tvivl om.
Det er en varm og underfundig film om håbets og kærlighedens magt, som jeg kun stærkt kan anbefale.
Gemmer din stemme...
