• ON WINGS OF EAGLES nu på Prime Video udover dvd

  • TOY STORY 5 i biografen

  • HAMNET nu på dvd og blu-ray

  • BACKROOMS i biografen

  • AVATAR 3: FIRE AND ASH nu på Disney+ udover dvd og blu-ray

  • FÅRBRYDELSEN nu på Prime Video udover få biografer

  • HARRIET DR2 | 27-06-26 | kl. 22.15

  • UGENS FILM: SER DU MÅNEN, DANIEL - på Netflix, Viaplay, dvd, blu-ray samt DRTV til 28/6

Tema

Toy Story 5

Legetøjet er tilbage i en varm, sjov og overraskende klog familiefilm om fantasifuld leg, skærme og nye og gamle venskaber.

AdventureAnimationFamiliefilmTEMA Familiefilm A/7 år
Produktionsår: 2026
Varighed: 102 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Andrew StantonMcKenna Harris,
Medvirkende: Danske stemmer:Preben KristensenThomas EjePuk Scharbau,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Niels Christian Askholm - 26.06.2026



SKÆRMEN ER DEN NYE SKURK 

Da Pixar i 1995 sendte Toy Story ud i verdens biografer, ændrede det animationsfilmens historie. Ikke blot, fordi det var verdens første computeranimerede spillefilm, men også fordi den viste, at talende legetøj kunne rumme både humor, hjerte og eksistentielle kriser i børnehøjde.

Nu er Woody, Buzz, Jessie og resten af slænget tilbage i den femte film i serien. Og denne gang står de overfor en ganske tidssvarende modstander: skærmen. I ”Toy Story 5” er Bonnie blevet ældre, og interessen for det gamle legetøj bliver udfordret af de jævnaldrende bekendtskaber. Ind på scenen træder Lilypad – en smart, farverig tablet, der hurtigt overtager Bonnies opmærksomhed. Pludselig er det ikke cowboyhatte, rumdragter og fantasifulde lege, der fylder mest. Nu er det apps, spil og den digitale interaktion med veninderne.

Legetøj mod teknologi
Filmen starter med en klar kritik af skærmforbrug, den hurtige teknologi og AI-revolutionen. Og med rette. For ”Toy Story 5” viser på børnevenlig vis, hvordan skærme kan overtage opmærksomheden, forstyrre relationer og skabe dårlige vaner.

Men filmen er heldigvis klogere end blot at sige, at alt var bedre i de gode gamle dage. Den bliver ikke en bitter voksenprædiken om, at børn før i tiden legede rigtigt, mens nutidens børn bare fordummer sig foran en skærm.

Tværtimod skaber filmen fine nuancer. Den inddrager klogt tre stykker gammelt teknologilegetøj, som befinder sig et sted mellem Woody og Buzz’ analoge legetøjsverden og Lilypads hyperdigitale univers. De tre sidekarakterer minder os voksne om, at børns leg altid har forandret sig. Der har altid været nye dimser, nye interesser og nye måder at være barn på.

Pointen er derfor ikke, at teknologi dræber leg. Den redefinerer den. Og det er i denne redefinering, der til stadighed går hurtigere og hurtigere, at vi – særligt voksne – skal holde tungen lige i munden for at ikke at ende i en af de famøse grøfter.

Monkey see, monkey do
En af filmens stærkeste pointer er således måske i virkeligheden rettet mod forældrene. For børn lærer ikke kun af det, vi siger. De lærer af det, vi gør.

Hvis mor og far hele tiden sidder med telefonen i hånden, er det en smule hult at skælde ud over børnenes skærmforbrug. Når vi voksne konstant lige skal tjekke en besked, en mail eller en ligegyldig notifikation, lærer børn, at nærvær er en ting, der altid kan afbrydes.

Og her minder ”Toy Story 5” os om, at rammeløsheden har taget overhånd. Teknologi kan være lærerigt, kreativt og underholdende. Men uden rammer bliver den hurtigt en altædende opmærksomhedsmaskine for børn såvel som for voksne. Det er en særlig vigtig pointe for de millennials, der voksede op med den første ”Toy Story”, og nu selv sidder i biografen med deres egne børn. Dengang var de Andy. Nu er de forældrene.

Mobning i en digital tidsalder
Filmen berører også online mobning og dårlige digitale fællesskaber. Og også her undgår den heldigvis de mest firkantede konklusioner. For det er ikke teknologien i sig selv, der får børn til at holde andre udenfor, skrive grimt eller skabe dårlige fællesskaber. Teknologien kan forstærke problemet, men den opfinder det ikke.

Dårlige veninder fandtes også før tablets. Dårlige legeaftaler fandtes også før internettet. Nogle børn leger godt sammen, andre børn bringer det værste frem i hinanden. Sådan er det i skolegården, og sådan er det online.

Filmen gør derfor klogt i at skelne mellem redskabet og relationen. Skærmen kan skabe afstand, men den kan også skabe kontakt. Den kan fordumme, men den kan også lære. Den kan isolere, men den kan også forbinde. Det afgørende er, hvem der bruger den, hvordan den bruges, og under hvilke rammer.

Pixar i topform trods far-maver
Filmen er et godt gensyn med elskværdige karakterer med mange år på bagen. Den er sjov, varm og fuld af charme. Der er mange gode grin i, at det gamle legetøj også er blevet ældre. Woody har fået måne. Vommen melder sin ankomst. Buzz er ikke helt så adræt, som han selv tror. Det er både sjovt og en smule rørende, fordi det ikke kun handler om legetøjet. Det handler også om os seere, der har fulgt dem siden 1995.

Rent visuelt er ”Toy Story 5” en imponerende oplevelse. Pixar har tydeligvis haft sit A-team på opgaven, som er fuldendt med bravur. Der er kælet for detaljerne, figurerne og de små følelsesmæssige øjeblikke, som Pixar stadig mestrer bedre end de fleste.

En god familiefilm
”Toy Story 5” er en overraskende værdig fortsættelse i en franchise, som egentlig allerede har haft flere gode afslutninger. Den kunne let have føltes unødvendig, men filmen er aktuel med noget på hjerte. Den er kritisk overfor teknologi uden at blive hysterisk. Den er nostalgisk uden at blive bagstræberisk. Og den har lærerige pointer til både børn og voksne. ”Toy Story 5” minder os om, at børn stadig leger. Legen ser bare anderledes ud. Og måske er det i virkeligheden os voksne, der nogle gange har brug for at kigge op fra skærmen.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*

Andre temafilm

Adventure, Drama, Science fiction, TEMA Serier
Drama, TEMA Ved livets begyndelse, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Sportsfilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Julefilm
Animation, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Biografiske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, Filmstriben.dk, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Kristne film
Komedie, TEMA Julefilm
Viser resultater 1 til 15 af 1115
<< Første < Forrige 1-15 16-30 31-45 46-60 61-75 76-90 91-105 Næste > Sidste >>
Annoncer