SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
Jeg har tænkt lidt over, hvorfor jeg ikke faldt lige så meget for Susanne Biers første Hollywood-produktion "Things We Lost In The Fire" som for hendes danske Brødre og Efter brylluppet? Det er jo en god film. Den har samme tema som de to andre: den vanskelige kærligheds mange vildfarelser og afveje. Skuespillet er gennemgående upåklageligt. Billedsiden er tidvis fabelagtig. Musikken diskret og velvalgt. Tonen er ikke mainstream Hollywood, selvom temaet nærmest skriger efter det.
Og dog. Det er måske lige netop her, at årsagen til, at begejstringen ikke slår ud i lys lue, skal findes. "Things We Lost In The Fire" er sammenlignet med de to førnævnte danske film lige præcis Hollywood. Lysere, mere feel-good, lettere i dialogen, knap så mange forstyrrende farver, ikke alt for mange komplicerende nuancer. Nu har Bier jo tidligere lavet det helt lette og lyse ("Den eneste ene"), og feel-good film er indimellem langt at foretrække for traurige depressionsfilm. Men alligevel. Netop her, med eftersmagen af de to fremragende danske film, med samme tematik, synes jeg, at den amerikanske falder en smule igennem.
Plottet er enkelt og godt fundet på: En gennemgående lykkelig to-barns familie udsættes for jordskælvet, da ægtefælle Brian dør. Brian har gennem alle år udvist en helt igennem uselvisk omsorg for en barndomsven, Jerry, som er gået i hundene. Brians enke, Audrey, den noget forkælede og kontrollerende hustru, har stort set kun kendt Jerry af omtale og har heller ikke brudt sig om ægtefællens kontakt med ham. Men nu føler hun en forpligtelse til trods alt at informere Jerry om Brians død. Jerry bliver hjulpet med til begravelsen, og der opstår en vis sympati mellem ham og børnene og Audrey. I tilstanden af chok efter tabet, følger Audrey op på kontakten og insisterer på, at Jerry flytter ind i et værelse ved huset. Til en begyndelse synes arrangementet meget velvalgt, men snart kommer der knaster.
Benicio del Toro beviser endnu en gang i rollen som Jerry, at han er en fortrinlig skuespiller. Den til overmål udråbte skønhedsdronning Halle Berry gør det slet ikke tosset som Audrey, men jeg synes ikke, hun overbeviser helt. Hun mangler det sidste, der hvor skuespillet forsvinder, og man ser et helt igennem ægte menneske. Lidt for tit ender hendes ansigtsmimik i det blidt smukke. Alt i alt kan man endnu en gang konstatere, provinsielt selvtilfreds, at danske skuespillere sagtens kan stå distancen og endog distancere selv de mest feterede amerikanske kollegaer. Det samme gælder filmen som helhed. Som selvfølgelig i sidste ende må stå for Biers regning. Også den amerikanske, som bestemt ikke er en svipser, men bare ikke den stærkeste Bier-årgang.
Gemmer din stemme...
