STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd
DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray
SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
GLADIATOR ii i biografen
EN ENSOM 11-ÅRIG
Vi er i en lille by i New Zealand omkring 1980. Tre små søskende bliver samlet op uden for den lokale købmand, de forsvinder, og eftersøgningen giver ikke noget resultat.
Hovedpersonen, den 11-årige Adrian, bliver maskinklippet for at komme lus til livs. Meget uheldigt for en dreng i 1980. "Så kan alle jo se, at jeg har lus," siger Adrian meget rigtigt.
Et af temaerne i filmen er mobning. En plysset dreng i 1980 er mobbeoffer. Selv klassens tykke dreng, Clinton, som Adrian plejer at være sammen med, vil ikke trækkes med ned af ham. "Abedrengen" kalder bøllerne Adrian og truer ham med at sprænge hans elskede kanin i luften samtidig med, at de sprænger en masse bamser i luften.
Adrian bor hos sin bedstemor og onkel. Hans forældre kan øjensynlig ikke tage sig af ham - det bliver ikke beskrevet hvorfor. I det hele taget er der meget, der ikke forklares, men sådan er det nok at være 11 år. At der ikke er en mor eller far, er også baggrunden for det andet store tema – at Adrian føler sig forladt. "Alle forlader mig," græder Adrian, da den psykisk syge onkel sendes på hospitalet.
Der er en gammel tilgroet legeplads tæt på, hvor Adrian bor – et sted, hvor der kan drømmes – måske om at rejse til et lykkeligere sted. En familie flytter ind ved siden af. Er det mon de forsvundne børn? Adrian finder sammen med en af de nye naboer, den jævnaldrende Nicole, som bor sammen med sine søskende, sin far og sin døende mor. Nicole må tage sig af det huslige arbejde, og går ikke i skole lige nu.
Nicole har det lige så svært som Adrian, men viser det ved at være afvisende og ved at udfordre skæbnen med farlige lege, måske for at finde styrke mod morens sygdom. Der opstår et venskab mellem Nicole og Adrian, der ellers er henvist til deres ensomhed. Men hvordan udvikler det sig?
Det er ikke en film for børn. Dramaet går for tæt på børn, og der er ikke løsninger på alt – f.eks. får vi ikke at vide, hvor er forældrene er, eller hvor de kidnappede børn bliver af? "The Weight of Elephants" er en børnefilm for voksne.
Der er gjort meget ud af scener og filmens billeder. Man fornemmer at være med i en 11-årigs liv. En tilsvarende oplevelse som i filmen What Maisie Knew.
Instruktøren Daniel Borgman er fra det område i New Zealand, hvor filmen foregår, men har fået sin filmuddannelse i Danmark.
"The Weight of Elephants" er en stille film, der gav mig mange tanker om mennesker, der oplever det samme. Hvorfor er der så meget ondskab? Mobning? Forældre der ikke tager sig af deres børn, og børn der bliver bortført, er ensomme eller har syge forældre? Listen i denne film er lang – men heldigvis ikke uden håb, og det gav den femte stjerne i bedømmelsen.
Gemmer din stemme...
-