STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd
DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray
SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
EN VÆRDIG FILMATISERING
“The Sandman” er en tv-serie på Netflix, som bygger på den meget anerkendte tegneserie af samme navn. Når det så er sagt, behøver man ikke kende ophavsmaterialet for at springe på og nyde det skøre univers. Kort fortalt er serien fortalt ud fra “The Sandmans” perspektiv. I dette univers er der syv universelle aspekter, der styrer alting - fx er skæbnen en mand i munkekutte med skæbnens store bog, og døden er en ung omsorgsfuld kvinde. Vores hovedperson er imidlertid drømmenes herre. I starten af serien bliver han taget til fange, da nogle skøre magikere prøver at tage døden, søvnen og drømmen som gidsel. Det medfører selvfølgelig, at folk er ved og blive sindssyge, for hvordan opretholder man en sund psyke, når søvn og drømme ikke længere kan bearbejde livet. Hovedpersonen "Dream" slipper selvfølgelig ud, og nu følger en historie om, hvordan han får sine redskaber tilbage og genopretter drømmenes verden.
Lang fortælling med mange tangenter
Tegneserien fra DC Comics er skrevet af Neil Gailman og udkom i 75 numre i perioden 1989-1996, så der selvsagt meget materiale, som ikke behandles i tv-serien. Det giver selvfølgelig god mulighed for flere sæsoner, hvilket må være lidt et scoop for Netflix i denne tid, hvor streamingtjenesterne kæmper om seere som aldrig før.
Noget af det, der særligt har gjort “The Sandman” populær, er Gailmans evne til at fortælle historier i historien. Det gør tv-serien heldigvis også brug af, og for os, der har læst materialet, er det en fornøjelse at møde Kain og Abel og manden, der ikke vil dø. Som tv-serie lykkes alle disse svinkeærinder blot i nogen grad. Nogle af historierne er små herlige perler, mens andre desværre ofte føles unødig forjaget, eller også tabes meningen fuldstændigt. Fx fylder Fidlers Green så lidt i fortællingen, at man bliver lidt ligeglad, da man endelig finder ud af, hvem han er. Det er ærgerligt, for styrken i Gailmans fortællinger ligger i hans evne til at skabe en magisk verden, og det er bestemt ikke altid tilfældet med tv-serien. Overordnet set flyder historien dog meget fint, og en god del af grunden til det er nok også, at Gailman efter sigende har været inde over tilblivelsen. Mon dog ikke næste sæson bliver endnu bedre?
Det er cool at være emo
Selvom Netflix i denne tid har skruet en del ned for økonomien i deres produktioner, så har “The Sandman” stadig bibeholdt et forholdsvis stort budget. Til tider kan det ses med flotte praktiske effekter, og til tider også meget flot computeranimation. Det er dog ikke alt animation, der er lige flot, og da serien både har lidt “emo” over sig og ligeså en dvælende stemning, så falder nogle af episoderne lidt til jorden.
Hovedpersonen, spillet af Tom Sturridge, gør det godt, men det bliver bare en smule tå-krummende til tider - især når hovedpersonen står og mæsker sig i weltschmerz foran dårlig CGI. Når det så er sagt, er produktionen fin nok, og skuespillerne gør det rigtig godt. Især synes jeg godt om The Corinthian, der spiller en central rolle i første sæson.
Fyldt med litterære kvaliteter
Netflix følger som regel amerikansk censur-standard, og derfor rubriceres serien til kun at være for folk på 18 år eller derover. Umiddelbart er der dog ikke noget, man ikke kan se som 16-årig, eller måske yngre. Serien er dog fortrinsvis lavet til voksne, og den fortæller historier til mennesker, der har styr på deres Shakespeare og ved, hvem Aleister Crowley er. Selv om man ikke er opmærksom på disse aspekter, kan man stadig se serien og hygge sig, men serien har altså nogle litterære kvaliteter og spørgsmålet er, om man ikke vil nyde dette mere, hvis man er voksen. Det er en god serie, men samtidig nok heller ikke for alle og enhver.
Kan ses på Netflix.
Gemmer din stemme...
-