Filmen blev i sin tid mest kendt for, at det var Mark Knopfler – fra Dire Straits – der skrev det musikalske kærlighedstema. På dansk fik filmen undertitlen "Prinsessen og de skøre riddere", og det er ikke helt misvisende, for man kommer da uvægerligt til at tænke på "Monty Python og de skøre riddere".
Historien om den smukke Buttercup og hendes kærlighed til Wesley er en eventyrkomedie, med tryk på ordet komedie, og her passer sammenligningen med Monty Python: "The Princess Bride" er et eventyr, men det har en særlig kant, så man som voksen godt er klar over, at her bliver der taget både humoristisk og let på den velkendte eventyrgenre.
Dette har været med til at gøre filmen berømt, netop fordi den udkom på et tidspunkt, hvor der blev lavet masser af eventyrfilm, og hvor der var brug for en, der tog lidt gas på genren.
Det ændrer dog ikke ved, at det er en medrivende historie. Netop dette er kendetegnene ved instruktør Rob Reiners arbejde med filmen, at han skaber en historie, der får i hvert fald de yngste seere til at følge opmærksomt og spændt med, og samtidig er der så mange humoristiske vinkler og twists, at voksne også er godt underholdt.
Der er masser af store skuespillere fra 1980'erne med i filmen – og nogle så godt sminkede, at man næsten ikke kan genkende dem.
Se den med børnene, og nyd også Mark Knopflers guitarspil i de romantiske scener.