The Fountain

En mærkværdig film om livet og særligt døden, som stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Drama, Romance, Science fiction, 
Produktionsår: 2006
Varighed: 96 min.

Censur: 7 år
Instruktør: Darren Aronofsky,
Medvirkende: Rachel Weisz, Hugh Jackman, Hugh Thompson, Ellen Burstyn,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 27.04.2007

"The Fountain" handler om
- en skaldet mand, der mediterer sammen med et gammelt træ på en fjern planet/glaskugle på vej ud i verdensrummet.
- en spansk conquistador i 1400-tallet, der sendes på en farlig mission af sin dronning.
- en forsvunden vielsesring.
- mayaernes legende om, hvordan jorden blev skabt.
- men også om en forsker, der desperat prøver at finde en kur mod hjernesvulster – for en sådan en har hans kone. Den er også en organisk og økologisk beretning om, at udødelighed opnås i døden. Mest af alt handler "The Fountain" dog nok om livets træ.

Forvirret? Det er jeg også. Vi starter forfra.

"The Fountain" er filminstruktøren Darren Aronofskys tredje film. Han slog forholdsvis bredt igennem med den selvoptagne Requiem For A Dream, som på ganske effektiv vis påviste ulækkerierne ved at være afhængig af stoffer, tv, medicin – you name it. Filmen udmærkede sig ved et selvbevidst og (forholdsvis) nyskabende billedsprog, som var noget mere mindeværdigt end den tynde historie, og Aronofsky slog sit navn fast som en spændende up-and-coming stjerne på filmhimlen.

Nu er Aronofsky så tilbage med et episk drama af storslåede proportioner. Livet og særligt døden er nemlig, hvad "The Fountain" egentlig handler om – eller, det tror jeg i hvert fald den gør.

For "The Fountain" er vitterligt en mærkelig film – en af den slags, der sjældent får dansk biografdistribution, fordi de er sære og mærkværdige og stritter. Centralt står historien om Izzie og Tommy, som elsker hinanden. Hun, der er så fuld af liv, er ved at dø af en hjernesvulst, der langsomt indhenter hende. Han er forsker og arbejder på at forstå kræftcellernes gåde, og han er desperat efter at finde en medicin, der kan redde hans elskede hustru. Imens skriver Izzie på historien om conquistadoren Tomas, som af den spanske dronning Isabella bliver sendt til Ny Spanien i Amerika for at finde dét livets træ, Gud afskar mennesket fra, da det forbrød sig mod ham i Edens Have. Dette træ skulle være mayaernes virkelige hemmelighed (og kunne i parentes bemærket godt bruges i en snæver vending i Isabellas kamp mod den spanske inkvisition, den etablerede kirkes magtbegærlige teologiske og korporlige tæskehold).

"The Fountain" lægger ud med et citat fra 1. Mosebog 3,24; men ellers røres der ikke meget ved det tilsyneladende kristne udgangspunkt for talen om livets træ. Filmen er i sandhed postmoderne, grænsende til New Age, og byder sig til med et fragmentarisk, pseudoreligiøst billedsprog, der plukker lidt hist og her af myter og eventyr for at finde og skabe en mening, der er personlig - men også almen i sin medmenneskelighed.

Og mening er der faktisk meget af i denne ganske seværdige og generøse mærkværdighed af en film. "The Fountain" går lige i flæsket på tidens stigende trang til at være herre over liv og død. "Døden er en sygdom, og vi må finde en kur", lader Aronofsky hjerneforskeren sige på et tidspunkt, og filmen ser længe ud til at lege med på hans idé om at kærligheden, videnskaben og myterne og jordens beskaffelse kan gå hånd i hånd og skabe en recept for udødelighed. Men filmen er også – for mig at se – en slet skjult kritik af alt det, der til tider affejes som "organiseret religion". Figurerne må selv finde deres egen sandhed, som er mere eller mindre frigjort fra dogmer og overleveringer, og som alligevel til dels bygger på disse – i én pærevælling. På dén facon er filmen faktisk lige så rygklappende den generation af verdensborgere, der leger Gud, og som den så kraftigt hænger ud. Det skaber en pudsig spænding, der ikke helt forløses i den - i ordets inderligste betydning - syrede finale.

"The Fountain" er en film, hvis præmis i udgangspunktet er fantastisk, men som – hvis man "køber" den – borger for en filmoplevelse, der er noget ud over det sædvanlige. Det er en film, hvis grundlæggende civilisationskritik er sjældent set, og forlenet med filmens gyldne poesi er her tale om en kunstfilm af høj karat – med noget væsentligt på hjerte. Har filmen et "kristent" budskab? Egentlig ikke. Men dens kritik af videnskabens affejning af al metafysik er omvendt heller ikke ukristelig.

Jeg gik fortumlet, men opløftet og eftertænksom (håber jeg) ud af biografen. Er du i tvivl, så er denne anmeldelse faktisk en varm anbefaling af en film, der som kun få tør tumle de store spørgsmål om liv og død. En god, sjælden særling, der stiller flere spørgsmål end den giver færdige svar.

---