PÅ EN AFGØRENDE MISSION
Under anden verdenskrig var der et kapløb mellem Tyskland og USA om at komme først med en atombombe. I Tyskland stod Werner Heisenberg (Mark Strong) i spidsen for et stærkt hold af forskere. De allierede vidste ikke, hvor tæt man var på at lave bomben, men de undrede sig over, at den ikke allerede var klar. De besluttede at finde ud af, om Heisenberg var gået i nazisternes tjeneste for at lave bomben, eller om han i virkeligheden arbejdede på at forhale processen.
Overraskende valg af en spion
OSS (senere kendt som CIA) sendte i 1944 et lille hold til Europa for at undersøge situationen, og om nødvendigt løse den ved at dræbe Heisenberg. Den centrale mand på holdet var Moe Berg (Paul Rudd), en kendt baseballspiller (catcher), der på grund af sin klæbehjerne blev kaldt professoren. Han kunne syv sprog flydende og fire med accent, og han var en sikker vinder i quizprogrammer. Filmen giver også en demonstration af, at han kunne spille skak uden at se på brættet.
Vi følger holdet i deres søgen efter Heisenberg fra Rom til Zürich, og de komplicerede manøvrer, der går ud på at afsløre, om han arbejder for eller imod nazisterne. Undervejs er der et par dramatiske krigsscener, men det er ikke action, der driver filmen frem. Det er mere den psykologiske udvikling og de etiske problemstillinger.
En sammensat mand
Moe Berg er jøde, og det viser filmen ganske sympatisk, men det har ingen indflydelse på begivenhederne, og det spiller ikke en rolle i konfrontationen mellem Moe Berg og nazisterne. Moe Berg er en mand, som er meget svær at blive klog på. Han kan optræde som en ufølsom bølle, men han kan også være lige modsat. Han har svært ved at finde ud af sig selv. Han er hurtig i replikken, men kan også være påfaldende tavs. Man kan godt få den tanke, at filmen mere er lavet for at tegne et portræt af denne komplicerede mand, end for at fortælle os om afgørende historiske begivenheder.
En seriøs film med humor
En af filmens styrker er manuskriptet, som har mange rigtig gode replikker, som kommer til deres ret, fordi skuespillerne har fuldstændig styr på timingen. Flere af dem har medvirket i komedier, hvor en præcis timing er helt afgørende. "The Catcher Was a Spy" er ikke en komedie, men den bæres alligevel i høj grad af underfundige replikker og situationer.
Det filmiske håndværk er i orden, både når det gælder billedsiden og lydsiden. Det hele er diskret, velfungerende og indimellem ligefrem vellykket. Interesserer man sig for de mange historisk afgørende detaljer i forbindelse med anden verdenskrig, fylder den et hul, som vi ikke før har set behandlet i en film.