People Like Us

Sam og Frankie er bror og søster – de ved det bare ikke endnu. Da deres far dør, efterlader han et testamente, der skal føre de to sammen. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, 
Produktionsår: 2012
Varighed: 114 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Alex Kurtzman,
Medvirkende: Michelle Pfeiffer, Chris Pine, Elizabeth Banks, Olivia Wilde,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Per Breindahl - 28.11.2013

"Måske skal vi bare prøve at være mennesker," er en af de centrale replikker – og det indkapsler i al sin enkelthed, hvad denne film handler om.

Selv om man forsøger at træffe de rigtige beslutninger og gøre det bedste for sin familie, så er det ikke sikkert, det opleves sådan af dem, vi holder af. Og der er heller ingen garanti for, at det er de rigtige beslutninger. For vi ser kun verden ud fra vores egen synsvinkel. Og mennesker laver fejl. For at komme videre, må man søge at se tingene fra andre synsvinkler og søge at forstå egne fejl – og være villig til at undskylde og til at tilgive. Det kunne være den udvidede morale i "People Like Us"

Sam (Chris Pine) er en talentfuld og lidt for smart forretningsmand, der gerne ser stort på loven, hvis der er hurtige penge at tjene. Men en dag kommer beskeden om, at hans far – en succesfuld pladeproducer – er død. En far, Sam stort set ikke har set, siden han som teenager stak af hjemmefra.

Sam når ikke begravelsen, men slår sig ned i hjemmet hos sin mor Lillian (Michelle Pfeiffer). Næste dag mødes han med farens advokat. Her får han en taske med 150.000 $ og en besked om at give dem videre til den 11-årige Josh Davis. På den adresse, faren har angivet, finder han ud af, at drengen er hans nevø, og at drengens mor er en søster, han aldrig har kendt til eksistensen af.

Da Sam er ude i alvorlige pengeproblemer, er fristelsen til selv at beholde arven stor. Han beslutter sig dog til, at han uden at fortælle hvem han er, vil lære søsteren Frankie (Elizabeth Banks) at kende. Det lykkedes – men jo mere tiden går, jo sværere bliver det at fortælle sandheden.

Sams mor, Lillian, opsøgte som ung den berømte pladeproducer i den tro, at han kunne hjælpe hende til en sangkarriere – i stedet endte det med en ydmygelse og en plads som mor til hans barn. Rollen som Lillian spilles helt forrygende af Michelle Pfeiffer. En af filmens højdepunkter er, hvor Sam opsøger sin mor i køkkenet efter begravelsen, han aldrig nåede frem til: Det belønner mor med at give sønnen en lussing samtidig med, at hun siger, at hun er glad for, at han er kommet hjem. De mennesker, vi elsker allermest, er også dem, der kan skuffe os mest og gøre os allermest vrede. Vi er kun mennesker.

Frankie har sit at kæmpe med. Hun har fået Josh gennem en tilfældig date og aner ikke, hvem drengens far er. Hendes egen far afbrød forbindelsen til hende, da hun var 8 år. Hendes mor er død. Så Frankie står i en svær situation. En mor, der kæmper for at skabe et hjem for Josh – og drengen, der er mere end almindelig svær at styre (i en af filmens første scener, sprænger han skolens svømmehal i luften).

Forviklinger og udfordringer er der nok af. Men også masser af kærlighed. Filmen fremstiller vi mennesker som det, vi er: Alt andet end fejlfrie. Vi prøver for det meste at gøre det gode. Eller bilder os ind, at vi gør. Men det ligger i vores natur at springe over, hvor gærdet er lavest, stikke af eller ty til en lille nødløgn. Derfor har vi brug for tilgivelse.

Der var, så vidt jeg hørte det, ikke et ord om den kristne kærlighed, den kristne tilgivelse. Og så alligevel: Lokaliteten, hvor Sam lærer sandheden om Frankie's liv, er i en kælder under en kirke – og lige midt i filmen zoomes ind på en flok halvgamle bikere på deres motorcykler – den mest centrale i gruppen bærer en sort t-shirt med et stort rødt hjerte med teksten God is Love. T-shirten vises tydeligt i flere hurtige glimt. Det kunne være instruktørens måde at symbolisere vendepunktet, hvor både Sam, Frankie og Lillian efter megen fumlen rundt endelig begynder at gøre og sige det rigtige.

Først i filmen oplyses, at den er inspireret af en virkelig hændelse – hvor meget der er virkeligt, og hvor meget der er fantasi står hen i det uvisse – men det er en fantastisk god film, der sagtens kan give stof til både en underholdende filmaften og en lang snak bagefter om, hvordan vi behandler hinanden. En snak om at være mennesker!

---