LUKAS, PAULUS OG DE KRISTNE
Jeg er taknemmelig for, at der er kristne, som har adgang og penge til at kunne lave film, som forkynder Kristus. Jeg er taknemmelig for, at et så stort og verdsligt selskab som Sony har valgt at have en afdeling, Affirm Films, som kan producere bl.a. film med et tydeligt kristent indhold.
En af de film er "Paul, Apostle of Christ." Filmen handler om Paulus, da han er blevet gammel og står foran sin henrettelse i Rom. Den sindssyge kejser Nero har brændt halvdelen af byen Rom, og han bebrejder de kristne, som bliver taget til fange, tortureret - og ja, sat ild til og brugt som gadelamper.
Det er voldsomme tider for de kristne, og det er klart, at de særligt har brug for en leder at se op til og hen til. Men den leder, Paulus, sidder i det Mamertinske Fængsel. En dag dukker Lukas op. Lukas, lægen, som blev kristen, og som skrev Lukasevangeliet. Han har tidligere været sammen med Paulus på missionsrejser. Han dukker op i Rom, opsøger de kristne (bl.a. Priskvilla og Akvilla) og besøger Paulus i fængslet - blandt andet med henblik på at nedskrive Paulus' historie. Den tekst, vi i dag kender som Apostlenes Gerninger.
Kejser Neros kristenforfølgelser
På en måde handler filmen ikke så meget om Paulus. Den handler mere om de kristnes voldsomme omstændigheder under kejser Nero. Langt det meste af filmen foregår i udkanten af Rom, hvor de kristne gemmer sig og forsøger at få en hverdag til at hænge sammen. Vi ser deres kvaler. Vi hører deres samtaler. Vi ser, hvordan forfølgelsen både styrker og splitter dem.
Og så er der scenerne, hvor Lukas er med Paulus i fængslet, og hvor de støtter hinanden, og Lukas får skrevet teksterne til Apostlenes Gerninger. Der er fængselspræfekten, hvis datter er syg, og som til sidst - modvilligt - vælger at opsøge lægen Lukas og oplever det, som både Jesus og Paulus jo så klart forkynder: "De skal kende os ved vores kærlighed" (Joh 13,35).
Forkyndende dialog
"Paul, Apostle of Christ" er ikke en film for børn. Det er heller ikke en film for fans af actionfilm. Filmen indledes simpelthen med, at Lukas til sin skræk ser kristne blive hængt op og brændt levende i Roms gader. Og store dele af filmen består af rigtig meget dialog - ofte hvisket - på grund af faren for at blive opdaget af de romerske soldater.
Egentlig er det en lang film på grund af den megen dialog. Men det er en stærk film, som igennem dialogen formår at forkynde så utroligt stærkt om nåden, om at være magtesløse, men stærke, om at livet for os er Kristus og døden en vinding. Jeg blev især rørt over filmens sidste 25 minutter, hvor der dels er et mindre oprør blandt nogle unge kristne, og dels er førnævnte historie om præfekten, som modvilligt lader den kristne Lukas tilse sin datter.
Eftertanke: Kristne og magt
Hvad sker der, når kristne får magt? Det var en af de tanker, der slog mig, imens jeg så filmen.
Historien i filmen - og den virkelige historie, om tusinder af kristnes martyrium - fortæller så fuldstændigt klart, at det er i magtesløshed, vi er stærke - når vi er på knæ. Der opdager vi, at det her kan vi ikke selv! Da viser Guds kraft sig på en særlig måde.
Så hvad sker der, når kristne pludselig rejser sig fra knæfaldet og får magt? Vi ser et lille eksempel på det i filmen: En gruppe unge kristne vil have hævn på grund af Neros forfølgelser, og de laver et væbnet oprør. Men det ender galt. De går ikke nådens og kærlighedens vej.
Vi ser det, rent historisk, efter kristendommen i 313 bliver sat fri, og religionsfrihed bliver indført af kejser Konstantin, en romersk kejser. Det er, da de kristne dermed får magt, at det - som jeg ser det - går galt igen. Hvor de romerske blodsudgydelser blandt de kristne matches mere end rigeligt af de kristnes blodsudgydelser under diverse korstog, den spanske inkvisition og religionskrige. Når vi som kristne ikke længere er nede på knæ, magtesløst afhængige af Jesus.
Læs også portrættet af Jim Caviezel, der spiller Lukas, og artiklen Fra forfølger til forfulgt.