Ondt blod

Wise Blood

En film af John Huston, hvor han kritiserer religion og kristendom for at være hyklerisk og tom. Filmen oser af forfald, mistro og ulykke. Drama, 
Produktionsår: 1979
Varighed: 108 min.

Censur: 15 år
Instruktør: John Huston,
Medvirkende: Brad Dourif, Amy Wright, Harry Dean Stanton,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 21.07.2009

John Hustons film fra 1979 hedder på engelsk "Wise Blood" – altså vist eller klogt blod – men har på dansk fået den tvivlsomme titel "Ondt Blod". Der går en satirisk kant tabt ved den "oversættelse" – en satirisk kant, som filmen rummer i sit portræt af mennesker, der på en eller anden måde har mistet troen, men som ikke kan frasige sig troens betydning, og som stadig er præget af et samfund, hvor troen på Gud ikke er til at komme udenom. Man kunne kalde filmens omdrejningspunkt for troens hykleri. Det siger både noget om den dagsorden, der sættes, og om det menneskesyn, der præger billedet af filmens personer.

Hazel Motts (Brad Dourif) hedder han – den tidligere soldat, der efter at være blevet såret i kamp vender hjem og finder ud af, at han er alene i verden. Både faderen, der var prædikant, og moderen er døde. Hazel har fået lidt penge på lommen som tak for sin tjeneste i uniform, og han forlader sin barndoms landlige egn for at søge ind til den nærmeste by. Her støder han på en blind prædikant (Harry Dean Stanton), som sammen med sin datter (Amy Wright) dels forkynder Kristi genkomst og dommedag, og dels tigger sig til lidt penge. Han møder også den rodløse og naive Enoch (Dan Schor), der ligesom ham selv er kommet til byen for at finde en ny tilværelse, og som leder efter vejledning.

Hazel forsøger at undslippe troen på Jesus, men symptomatisk for filmen består hans flugt i, at han slår sig ned som prædikant. Han vil forkynde sandheden og siger, at han repræsenterer "Jesu Kristi Kirke uden Kristus". Hans forkyndelse handler om, at vi ikke har brug for Jesu blod eller korsdød; det er en art humanisme, han manisk forsøger at forkynde. Samtidig falder den blinde prædikants datter for ham og forsøger at score ham, nærmest som en sport for at få tiden til at gå.

Filmen er overraskende, for John Huston er nok mest er kendt for film som Afrikas dronning og "The Maltese Falcon" med Humphrey Bogart. Huston gjorde det til sit speciale at undersøge den maskuline identitet, og han var en solid håndværker, der både formåede at underholde og inspirere. Jeg holder selv meget af hans filmatisering af Tennessee Williams' teaterstykke "Night of the Iguana", hvor Richard Burton spiller en (næsten) frafalden præst, der forsøger at starte en ny tilværelse som turistguide!

Men modsat så mange andre af Hustons vitale film er "Ondt Blod" nærmest livsled. Stemningen oser af forfald, af mistro og ulykke, af håbløshed, og det er klart Hustons ærinde at kritisere religion og kristendom for at være hyklerisk og tom. Både Hazel og den blinde prædikant er jo svindlere, der bare lader som om. De har ikke noget egentligt på hjerte, men benytter sig af kristendommens virkemidler og sprog. Men ikke blot de to, alle figurerne er ynkelige og ikke særligt rosværdige. De har ikke meget at byde på; er måske endda selv tomme. Tomheden i troen er netop det, der driver Hazel til at tage et opgør og lancere sin anti-trosforkyndelse. Men kan man leve af det? Kan man leve på det? Filmens konstatering er tør og trist. Trods et selvpålagt martyrium finder Hazel aldrig fred. Hvorvidt det er faderens påvirkning eller krigens sår, der ødelægger Hazel, lader filmen være op til seeren at vurdere. Klart er det dog, at Huston har villet præsentere et bidende portræt af troens magtesløshed og ødelæggende egenskaber for mennesker.

Et resultat heraf er, at ingen af relationerne i filmen er særligt behagelige. Mennesker udnytter hinanden, snyder, lyver, afskyr hinanden. Der er ingen særligt rare eller formildende omstændigheder.

Hvad skal man med sådan en film, kan man spørge. Det er ikke just opbyggeligt eller muntert at se på. Ikke desto mindre er replikken om troens udvendighed dog på sin plads – noget, kirken og enhver troende til hver en tid må have for øje. Jesus gav os ikke kirken, for at den skulle se godt ud. Han gav de kristne fællesskabet med hinanden, for at de i ærlighed og oprigtighed skulle søge ham. Hvis den kristne forkyndelse, der lever blandt de troende, bliver hul og udvendig, hvad er der så tilbage? Hvad er det så for en kristendom – egentlig – der ikke bare prædikes, men leves?

Det er en ubehagelig og underlig knudret film at se, men jeg er overrasket over det indtryk, den efterlod. Filmen baserer sig på et forlæg af forfatteren Mary Flannery O'Connor, og det er et vidnesbyrd om Hustons evner som instruktør, at han formår at omskabe en roman til sådan en underlig og irriterende, men tankevækkende kaktus af en film.

---