Nürnberg

Nuremberg

En spektakulær retssag i den tyske by, Nürnberg, i 1946 viste omverdenen, hvilke rædsler nazisterne havde udøvet de foregående år. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, 
Produktionsår: 2025
Varighed: 148 min.

Censur: 15 år
Instruktør: James Vanderbilt,
Medvirkende: Russell Crowe, Michael Shannon, Rami Malek,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Christian Thomsen - 11.01.2026

EN RETSSAG FOR ØJNENE AF VERDEN 

I dag lyder det ikke så underligt, at man stiller krigsforbrydere for en domstol og giver dem en retfærdig rettergang. Det var det derimod ved slutningen af anden verdenskrig, og det får vi lov at dykke ned i her i James Vanderbilts fortælling om retssagen, der i årene efter krigen havde hele verdens opmærksomhed. Det var ikke risikofrit at stille nazisterne for en domstol, og der var mange, der stemte for, at der i stedet skulle gøres kort proces ved galgen. Højesteretsdommeren, Robert H. Jacksom (Michael Shannon) advokerede for, at det var det eneste rigtige at gøre. Ifølge filmen endte han endda med at presse paven til at bakke ham op i sagen, da han i første omgang ikke kunne få flertal til rettergangen.

Filmens omdrejningspunkt er Hitlers højre hånd, Hermann Göring (Russel Crowe) og den amerikanske psykolog, Douglas Kelley (Rami Malek). Sidstnævnte blev hyret ind af militæret for at undersøge og samtale med de tiltalte nazister. Opgaven var bl.a. at ’sørge for’, at ingen begik selvmord i cellen og dermed snød de allierede for at udstille forbryderne for verdensdomstolen. I filmen følger vi samtalerne - særligt med Göring, og disse bliver omdrejningspunktet for interessante tanker om godt og ondt. Da Kelley kommer til at lære mennesket Göring at kende, begynder han at se ham med andre øjne end i første omgang. Han møder hans kone og datter og får en kærlig relation til dem. Det sætter tanker i gang hos publikum. Tanker om nedarvet eller miljøbetinget kynisme og om handling og konsekvens.

Kan alle mennesker være onde?
Dette spørgsmål er et af filmens temaer,og netop det, som psykologen, Kelley, vil undersøge. Og vi taler selvfølgelig ikke om nedtonet ondskab, men om ondskab i fuldt flor. Den type ondskab, som vidnerne, dommerne og resten af verden fik lov at se som de allerførste, da videoklip fra kz-lejrene blev vist i retssalen i Nürnberg. I filmen bruges de rigtige klip fra krigen, hvilket giver en meget følelsesmæssig sekvens. I to minutter ruller de forfærdelige billeder over skærmen uden underlægningsmusik. Det er et stærkt øjeblik.

I et kristent perspektiv åbner spørgsmålet også op for samtale om arvesynd, nåde og tilgivelse. I filmen spørges der, om tyskerne som folk er ondere end andre. I dag er der fælles konsensus om, at det selvfølgelig ikke er tilfældet, men hvad var så grunden til uhyrlighederne? Hvad gjorde, at et helt folk, eller i hvert fald mange tusinde mennesker, enten deltog i eller vendte ryggen til de umenneskelige ting, der foregik i og omkring Tyskland? Det kan der ikke gives et hurtigt svar på, men en indledning til et svar kunne være, at de i første omgang kun så de positive ting, nazismen bød på. Den faldende arbejdsløshed, et samfund der blomstrede og en stærk nationalfølelse (som i forvejen hang i laser). Disse ting forblændede måske en hel nation, så man først for sent blev opmærksomme på de grusomheder, nazismen bragte ind ad bagdøren.

Mennesker påvirkes
For mig blev filmen en stærk påmindelse om, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi fylder os med. Uanset om vi er opmærksomme på det eller ej, påvirkes vi af det, vi hører, ser og omringes af. Historien har vist, at både nationer og individer er bragt til fald gennem påvirkning og uopmærksomhed. I en kristen kontekst falder tankerne på Paulus, der opfordrer til at ’lade jer fylde af ånden’.

At højesteretsdommeren i begyndelsen af filmen får et flertal, så retssagen bliver til noget, og tyskerne ikke bare hænges uden rettergang, vidner om den menneskelige tanke om retfærdighed. De fleste er enige om, at det er den rigtige måde at gøre det på. Måske med en overbevisning om, at det trods alt ender med galgen. ”Man ligger, som man har redt,” som det jo hedder i vores verden og samfund. Jeg er taknemlig for, at det ikke er sådan Gud handler.

---