STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd
DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray
SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
EN KYNISK NOA
Når en stor instruktør som Darren Aronofsky vælger at prøve kræfter med beretningen om Noa – og tilmed har et enormt budget i ryggen – så er det med stor spænding, man går i biografen for at se filmen.
Men selv om Aronofsky er en stor instruktør, så kan det for den kristne biografgænger vække bekymring, når han i avisen The Newyorker selv udtaler, at filmen "Noa" er den "mindst bibelske bibelfilm nogensinde".
Det er også vigtigt at nævne, at Aronofsky primært laver film om mennesker, hvis besættelse driver dem til vanvid, og som gerne sårer andre for at nå deres destruktive mål (fx "The Wrestler" og "Black Swan").
"Noa" ér ganske rigtigt en ubibelsk bibelfilm, og det ér endnu en historie om besættelse og destruktive mål, for Noa er i Aronofskys version en mand, som er besat af tanken om, at jorden skal gå under, og at folk har fortjent det, så han foretager nogle voldsomme, destruktive valg og slår gerne ihjel – inklusive forsøg på at slå sin egen familie ihjel – for det.
"Noa" er en fantasyfilm - eller, ifølge instruktøren selv, en fortolkende "midrash". En blanding mellem Ringenes Herre og den dystre fremtidsfilm The Road: I Bibelen nævnes, at der var kæmper på jorden på Noas tid (1. Mosebog 6,4), og disse kæmper har Aronofsky omdøbt til "Vogterne", som i filmen er blevet til faldne engle – altså: ret beset dæmoner – som er blevet forvandlet til sten og nu vælger at hjælpe Noa med at bygge arken. Dæmoner hjælper Noa!
Stendæmonerne er lavet sådan, at de ligner de vandrende træer fra "Ringenes Herre" og stenkæmperne fra "Hobbitten" – og det er både en dum idé, en computergrafisk fornærmelse og en skuffelse at se disse Vogtere i filmen.
Derudover er der de store, episke kampscener, som efterhånden er blevet dagligkost i eventyrfilm. Tænk fx på de lange kampscener i Narnia-filmene. Kampscener, som i bogen fylder en enkelt side, men som instruktøren strækker til at vare 20 minutter. Også sådanne kampscener er naturligvis med i "Noa".
Det er også rigtig ærgerligt, at da Noa sidder og fortæller sin familie skabelsesberetningen, så bytter han rundt på to af dagene – og samtidig vises der på skærmen billeder af fisk, der forvandles til landdyr og dernæst til en abe. Filmen går således evolutionsteoriens ærinde.
Værst er vel Noas forståelse af Gud og af, hvad det er for en opgave, Gud har givet ham. Eller "Gud" er så meget sagt. I filmen kaldes han blot "Skaberen".
I "Noa"-filmen er det Noas opgave at bygge arken, så de stakkels, uskyldige dyr kan overleve. Det er meningen, at menneskene – også Noa og hans familie – skal dø! Men miljøet og dyrene skal overleve. Det er så op til Noa i slutningen af filmen at beslutte, om menneskene – hans egen familie – skal have en ny chance ligesom dyrene, eller om de også skal dø.
Gud har både en meget lille og en meget underlig rolle i filmen. Da Noa endelig siger noget, der kunne minde om tillid til Gud – "Jeg er ikke alene" – så er det ikke Gud, han taler om, men de faldne engle (altså: dæmoner!), som hjælper ham med at bygge arken.
Med på arken er menneskeslægtens daværende konge, Tubal-Cain. Han har sneget sig om bord på arken og er tæt på at lave et oprør mellem Noas familiemedlemmer. Han dræber dyr på arken og skaber splid. Filmisk fungerer det som en spændende sidehistorie, men når man som biografgænger i forvejen sidder og er skuffet over filmen, så virker Tubal-Cains tilstedeværelse på arken blot som endnu et irritationsmoment.
Gemmer din stemme...
