SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
NARNIA OG EVANGELIET
Hvordan kan en film være spændende, når man kender alle detaljer på forhånd?
Egentlig skulle det jo ikke kunne lade sig gøre. Men ikke desto mindre: Selv om man kender historien fra Lewis’ bøger, fra tegnefilm og børnefilm og på en måde også fra Det Nye Teastamente, sidder man under denne film nu og da med livet i hænderne. Historien er så medrivende - og midt i det fantastiske univers alligevel så forbløffende realistisk - at man virkelig tror på den.
Imponerende, bevægende, morsomt
C. S. Lewis’ Løven, heksen og garderobeskabet er nu filmatiseret i en ambitiøs satsning. Den har været sammenlignet med filmatiseringen af vennen Tolkiens Ringenes Herre. Det kan den nu vanskeligt bære; men imponerende er det.
Og bevægende! Og morsomt! Hr. og fru Bævers småskænderier er ubetalelige. Og lyden, da faunen Tumnus sparker sne af hovene!
Af børnene er den mindste, Lucy, klart den stærkeste karakter. Man taber næsten underkæben over, at så lille en pige kan være så overbevisende.
Det gør næsten ondt at indrømme det; men heksen Jadis er endnu mere bjergtagende end Aslan! Man har sjældent set noget lignende. Isnende ond er hun - og, aner man (det var måske det, der kom mest bag på mig): bange.
Instruktøren Andrew Adamson har sagt, at denne film ikke kunne laves for bare fem år siden. Først nu er det muligt at lave så realistisk en løve som Aslan (og vidunderlige dyr som hr. og fru Bæver!); det kræver enorm datakraft og meget komplicerede dataprogrammer.
En gang imellem slår teknikken ikke helt til. Der er noget med lyset i greenscreen-scenerne, hvor man mærker, at baggrunden ikke er ægte. Men næsten overalt virker det.
Peger på Kristus
Nu og da er den danske under-tekst uheldig: Da Aslan har dræbt Jadis, og stille siger: It is finished, oversættes det blot med: "Det er forbi!" Hvorfor ikke skrive: Det er fuldbragt ...
Og sacrifice oversættes ikke med forsoningsordet offer, men med det mere humane opofrelse. Men det kan sikkert godt forsvares med, at hverken filmen eller bogen vil stoppe det kristne budskab ned i halsen på os. Lewis har jo ikke skrevet den som en allegori over evangelierne, hvor hver enkelt detalje skal oversættes. Narnia-krøniken er en fortælling i sin egen ret; den handler ikke om Kristus.
Men den peger hen på Kristus. Helt bevidst og helt umiskendeligt. Lige så tydeligt, som når Johannes Døber siger, at han ikke selv er Kristus, men samtidigt peger hen på Kristus.
Lad fortællingen leve
Netop i dette bind 2 i Narnia-krøniken: Løven, heksen og garderobeskabet, er den kristne fortælling bærende. I de andre bind bliver det tydeligere, at den ikke skal tolkes allegorisk. Man skal ikke sidde og lede efter en direkte "oversættelse": Hvad "betyder" den hvide hjort, hvad "betyder" Lucys helsedrik?
På den anden side er det svært ikke at tænke på bøn, når man hører om Susans horn, eller på Åndens rustning, når børnene udrustes til kamp. Eller på gudsordets tveæggede sværd osv. Og det er vel ok, når man blot ikke reducerer historien til ren billedtale. For så går det galt; så begynder man også at tolke den dogmatisk - og finder dogmatiske fejl: Skal Aslan egentlig ikke også dø for de andre børns skyld og ikke blot for Edmunds? Er de ikke også syndere osv.?
Lad være. Lad fortællingen leve sit eget liv. Giv den lov til at nøjes med at pege hen på forbilledet: evangeliet!
Kernen i forsoningen
Hvor meget forstår man og gribes man af den kristne fortælling, hvis man ikke ved, at den er baggrunden for Narnia? Det er af gode grunde svært for mig at vide.
Hvis man bare kender lidt til kristendommens centrale lære, kan jeg vanskeligt forestille mig, at man ikke skulle forstå, hvad Lewis sigter til, når Aslan beretter om betydningen af offeret: at når et uskyldigt væsen, helt uden synd, ofrer sig for en forræder, besejres selve døden.
Faktisk kunne jeg godt forestille mig, at en og anden moderne teolog, som ivrigt gør op med forsoningslæren og tanken om Jesu stedfortrædende død, og som indtil nu har vrænget ad den som blodig og primitiv, vil få sin sag for nu. Her er det tydeligt, at kernen i forsoningslæren ikke er jura og retfærdighed, men kærlighed! - men også, at offeret må til.
Savner kun lidt
Noget kunne måske godt være penslet endnu mere ud: Hos Lewis er det væsentligt, at loven om forræderens død står hugget ind i stenbordet, som budene i lovtavlerne - og at det er derfor, stenbordet revner, når en stedfortræder dør for forræderens skyld. Jeg savnede måske også en endnu stærkere jubel og forbløffelse, da Aslan opstår fra de døde.
Men det er småting. Der er meget lidt, man savner, også simpelt hen fordi bogen er så kort, at man har kunnet få næsten alt med.
Der er egentlig kun én ting, jeg ærgrer mig over: Jeg ville ønske, jeg havde haft nogle børn med.
Kilde: Indre Missions Tidende nr. 01/2006
Læs og refleksionen: Aslan vender tilbage.
Gemmer din stemme...
-