For anden gang må verdens grimmeste barnepige Nanny McPhee i aktion på det store lærred i filmen "Nanny McPhee med nye tryllerier". Denne gang gælder det familien Green, som bor i det klassiske, engelske countryside. Moderen Isabel kæmper for at få enderne til at hænge sammen. Hun er eneforsørger, efter at hendes mand, de tre børns far, er draget af sted i krig. Hun passer et arbejde i en butik, tager sig af gården med både marker og dyr, og stadig må hun tælle på knapper, så der kan blive penge til at betale husleje. Hvis ikke hun kan betale, står hendes slibrige svoger klar til at sælge gården og tjene penge på den, men det må ikke ske!
Krigen hænger som en tung sky over hele England – det er anden verdenskrig – og familien Green må derfor også tage imod de snobbede og meget forkælede søskendebørn fra London. Det går selvfølgelig galt. Isabels børn og de fine unger fra London kan naturligvis ikke finde ud af det sammen. De slås og skriger og hele hytten er ved at brase sammen. Men da banker det på døren. Udenfor står Nanny McPhee – barnepigen, der kommer når man ikke vil have hende, og som rejser, når man gerne vil have hende. Med hende i huset ruller historien muntert og spændende af sted.
Hvis man ikke kender Nanny McPhee fra den første film, kan man sagtens starte her. Hun er som en Mary Poppins, men knap så munter og ikke-syngende. I princippet kan både Mary og Nanny det samme: Nemlig vise børnene vigtige ting, de må lære. På den led er "Nanny McPhee med nye tryllerier" en helt klassisk familiefilm, hvor familien Green må gå meget grueligt og morsomt igennem, før alt – måske – ender godt til sidst. Ved Nanny McPhees bekomst bliver flere lektier lært. Det lyder måske lidt tørt, men filmen er vældig underholdende og har fine scener, der vil underholde både store og små.
Man er i godt selskab med Nanny McPhee. Der er noget helt befriende, utvungent over filmen. Noget i ordets bedste forstand klassisk. En uskyld, eller et livsmod – eller lidt af begge dele – og en helt klassisk fortælling om familie og børn, der skal lære at opføre sig ordentligt og sætte pris på hinanden. Det er ikke revolutionerende filmkunst, men det er solidt og meget vellykket.
Den engelske skuespiller Emma Thompson har i sin karriere vundet to Oscars. Én for sin ageren foran kameraet som hovedrolleindehaver i kostumedramaet Howard's End, og én som manuskriptforfatter til Fornuft og følelse. Emma Thompson er noget så sjældent som en meget vittig og intelligent kunstner, og hun folder hele sit talent så fint ud i filmen her. Den anbefales alle familier som en hyggelig og fin film, der med sin baggrund i krigens realitet også giver mulighed for at tale om den slags.