Hvad gør man, når ens barn er dødeligt syg af leukæmi og løbende får brug for diverse nye organer? Man får da bare et barn mere, der kan levere de nødvendige "reservedele" til sin syge søster! Lyder det vanvittigt? Ikke desto mindre er det, hvad forældrene Brian og Marge Fritzgerald vælger at gøre i denne film. Dette skaber naturligvis en række dilemmaer senere i livet, særligt da donersøsteren Anna ikke længere vil acceptere at levere organer til sin storesøster Kate.
Filmen åbner for alvor, da 12-årige Anna tropper op på en advokats kontor og erklærer, at hun vil have retten til sin egen krop. Da det går op for advokaten, hvad den unge pige gennem sit korte liv har været udsat for fra sine forældre, beslutter han sig for at tage sagen på trods af, at Anna selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis kan betale hans honorar. Advokaten hjælper nu Anna med at sagsøge sine egne forældre!
Meldingen om søgsmålet fra datteren falder naturligvis ikke i god jord hos Marge (Cameron Diaz), der i øvrigt selv er advokat, men har sagt sit job op for at passe sin leukæmisyge datter. Hun gør alt, hvad hun kan, for at standse søgsmålet med både trusler og appeller til datteren. Men intet hjælper, Anna står fast på sin beslutning. Denne absurde situation skaber naturligvis et noget særpræget forhold familiens medlemmer imellem, men de holder sammen på trods af den verserende retssag og drages på en underlig måde tættere sammen.
Annas opgør sætter Marge i noget af et dilemma, og hun tvinges til at forholde sig til, hvorvidt det er rimeligt at hendes ene datter skal overleve på bekostning af den anden datters velbefindende. Dette helt igennem umenneskelige dilemma for en mor skildres meget fint og tårevældende i filmen. Situationen er så absurd, at det næsten er umuligt at sætte sig ind i den, men det lykkes alligevel på en fin måde at drage seeren ind i historien.
Det er nogle tunge emner, der tages op i denne film. Temaer som død, sorg og sygdom har et naturligt potentiale til at skabe en dyster og sørgelig film, men på trods af dette, lyser scener i denne film markant op i mørket med en kærlighed og hjertevarm, der sjældent er set på film. Den behandler nogle anderledes og forbudte følelser, end der normalt behandles i en film om sygdom. Måske bunder moderens krampagtige forsøg på at holde fast i sin dødeligt syge datter i virkeligheden i en enorm egoisme, en egoisme så stor, at den overskygger hendes forhold til sin anden datter. Et skræmmende blik ind i det inderste hos en ellers normaltfungerende mor.
Da retssagen er i gang, tager filmen en meget uventet drejning, som naturligvis ikke skal røbes her. På trods af den umiddelbare overraskelse lander filmen godt og sikkert. Som seer sidder man tilbage med en følelse af lys i mørket og håb om fremtiden på trods af, at Kate dør. Når denne afsløring bringes her skyldes det, at det ikke er Kates sygdom, der er det egentlige omdrejningspunkt i filmen, men derimod Annas vilkår og kamp for at opretholde det liv, som hendes forældre tilsyneladende prioriterer lavere end hendes søsters. Tilbage står spørgsmålet: Kan man det som forældre?