Munken og geværet

The Monk and the Gun

Instruktøren fra det lille land Bhutan, Pawo Choyning Dorji, har igen lavet en vidunderlig film med en blanding af humor, livsindsigt og menneskeklogskab. En film om Bhutans overgang til nyt styresystem. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Komedie, 
Produktionsår: 2023
Varighed: 107 min.

Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Pawo Choyning Dorji,
Medvirkende: Tandin Wangchuk, Tandin Phubz, Kelsang Choejay,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 12.12.2024

RELIGION, DEMOKRATI OG SKYDEVÅBEN 

For et par år siden kunne man tage i biografen og se instruktørens første film, Skolen ved verdens ende, hvor vi fulgte en ung mand, som i sin læreruddannelse var tvunget til at tage ud til en meget lille skole langt væk fra hovedstaden, helt derud hvor kragerne vender. Filmen satte fokus på det at turde at give slip på ambitioner om at nå frem i verden og i stedet træde ind i det nære, det konkrete, det overkommelige, det man kan udfylde med dyb mening for få mennesker, uden at blive kendt og berømt. ”Munken og geværet” smager af meget af det samme.

Ny samfundsorden
Bhutans konge afgiver i 2006 sin omfattende kongemagt – som vi skal helt tilbage til det 18. århundrede i Danmark for at genfinde – og overlader landsledelsen til et demokratisk styresystem. Det betyder så, at landets befolkning – som består af rundt regnet 800.000 mennesker – helt basalt skal oplæres i, hvordan man ved et demokratisk valg kan stemme på forskellige mulige samfundsledere.  Det er krævende for store dele af befolkningen, som har levet i et grundlæggende enkelt samfund med én person, kongen, som øverste autoritet.

Det krævende ved den nye samfundsform handler også om noget mere grundlæggende end den rent udvendige systemændring. Det handler om, hvad det primært vil medføre for menneskelivet i et samfund. Så da oplæringen af befolkningen sættes i værk, er ikke alle lige overbevist om det ønskelige ved den nye samfundsordning.

En lama – en af den tibetanske buddhismes religiøse ledere – sender sin ”discipel”, munken Tashi, afsted for at skaffe et våben. Munken ved ikke præcist, hvad det handler om, men vandrer afsted, langt og længe, for at se, om han kan finde et våben i et land, som har meget lidt af den slags. Som seere ved vi heller ikke, hvad våbnet skal bruges til, men vi ser for os en eller anden brutal reaktion mod det nye system.

Der er imidlertid også andre, der er ude at lede efter et våben. En amerikaner, Ron, har i lange tider ledt efter et ældgammelt gevær, med amerikanske rødder, en historisk meget værdifuld genstand, og meget heldigt finder han omsider geværet hos en fattig mand i Bhutan. Han får lov til at hente geværet næste dag til langt under den kæmpe sum penge, han tilbyder. Men inden dagen er omme, finder munken frem til samme sted, hvor han omsider finder, hvad han længe har ledt efter. Og manden betænker sig ikke på at overgive geværet gratis til lamaen, for med en religiøs leders indsigt er der noget meget vigtigere på spil end penge. Da det næste dag går op for amerikaneren, er han selvfølgelig vildt frustreret og gør alt, hvad han kan, for at redde sin kæmpegevinst.

Mens alt dette foregår, er demokrati-undervisningen i fuld gang, og med møje og besvær lykkes det ude i samme landområde at få en stor mængde folk med på et afstemningsforsøg. Lamaen har ved samme tid lagt op til, at folket skal samles til en fælles fuldmåne-fest, og vi ser noget skræmmende for os fra lamaens side med det gamle gevær. Men det hele lander i en menneskeklog og – som igennem hele filmen – meget humoristisk fredsfordragelighed med åbenhed for det nye, sammenholdt med fastholdelse af de gamle dyder og tro.

Historien om et lille land -og hele verden
Læser man sig ind på Bhutans nyere historie, bliver man klar over, at filmen tegner et meget forenklet, positivt billede af det beskedne, fordringsløse Bhutan. Den politiske, samfundsmæssige udvikling har haft en del negative bagsider, som har ramt flere folkelige mindretal i Bhutan, og det enkle, landlige liv har ikke bare været lykkeligt. Fattigdommen har været mærkbar.

Men det ændrer alt sammen ikke ved, at filmen rammer en vigtig grundtone for mennesker overalt i verden. Der er noget, der går forud for systemet i enhver form, nemlig mennesket selv, menneskets gentagne tilbøjelighed til at ødelægge, men samtidig menneskets mulighed for at finde vej ud af ødelæggelse ind i harmonien.

Med rette kan man læse Churchills kendte udsagn om demokratiet ind i filmens grundtone: "Demokrati er den værste form for regering – når man ser bort fra alle de andre." I den overdrevne dyrkelse af demokratiet som noget nær det jordiske paradis kan man meget let miste blikket for, at der i bund og grund altid er noget mere afgørende på spil end det rent udvendige - systemet, formen, rammen – nemlig mennesket selv, mennesket i sin inderste natur.

Filmens svar på løsningen af udfordringen er så enkel, at det næppe holder vand i virkelighedens verden. På den måde kan den ligne børnebogen Folk og røvere i Kardemommeby, hvor alt og alle til syvende og sidst finder frem til fred og idyl. Men filmen retter alligevel blikket den rigtige vej. Og i mange detaljer rammer den vidunderligt humoristisk og varmt med sigte på det gode liv.

---