Filmens tema er let at finde: det drejer sig om den situation, hvor en kvinde vælger at bortadoptere sit barn umiddelbart efter fødslen. Vi følger forskellige personer, hvis veje væves ind i hinanden. Vi præsenteres derigennem for de fleste tænkelige aktører i denne problematik: vi har Karen (Annette Bening), der som 14-årig bortadopterede sit barn lige efter fødslen. Vi har Lucy (Kerry Washington), der brændende ønsker sig et barn, men ikke selv kan få et. Og vi har den tjekkede, unge advokat (Naomi Watts), der forfører sin overordnede (Samuel Jackson). Vi har en ung pige, der selv blev bortadopteret ved sin fødsel, vi møder en ung gravid, der vil bortadoptere ved fødslen, men som bestemt ikke "sælger" sit barn til hvem som helst. Ja, vi har stort set alle mulige skakbrikker i spillet om filmens tema.
Rod og rørelse
Der fremdrages mange aspekter af det svære tema. Men de rodes rimelig meget sammen, og der er ikke plads til at lade de ellers gode skuespillere udfolde nuancer. Det er nærmest som en kladde til en stil om emnet, hvor den studerende har noteret alle mulige problemstillinger ned, men endnu ikke har udvalgt dem, der skal skrives om. Og det er for mig at se filmens store svaghed: den har ikke kritisk nok udvalgt sine emner. Den vil have så mange komplekse problemstillinger med, at den ikke når at belyse et eneste af dem ordentligt! Og samtidig får den ikke for lidt på det følelsesmæssige plan. Vi præsenteres for den ene tårepersende situation efter den anden. Men i det tempo kan man ikke rigtig tage dem alvorligt, og det hele bliver lidt ligegyldigt. Filmen er nok tænkt som en rørende film – der er i hvert fald rørt meget sammen fra de teatralske krydderi-krukker. Men det smager alt for sødt og sammensat. Og det reddes bestemt ikke af en noget kunstig happy-end - eller i hvert fald delvis happy og delvis end, for trådene redes aldrig rigtigt ud, dertil er de for klistrede.
Vigtigt emne
Det er rigtig ærgerligt, for emnet er meget vigtigt. Bortadoption ved fødslen bliver kun valgt i meget vanskelige situationer – og kan nemt føre til vanskelige skæbner. Men mon ikke det alligevel nogle gange er det mindste af to onder, hvis alternativet er at slå sit barn ihjel? Og hvad kan man gøre, for at få det bedst mulige ud af en sådan situation, hvor det bortadopterede barn ganske naturligt må føle sig forkastet af sin mor? Det savner vi en rigtig god seriøs debat-film om. "Mother and Child" er det ikke. Og forresten skulle en seriøs film om emnet vel også inddrage faderen – han spiller da også en væsentlig rolle.