Mine aftener i Paradis

Nuovo Cinema Paradiso

Filminstruktøren Salvatore er blevet berømt. Men han må vende tilbage til sin barndomsby, da hans gamle ven, filmoperatøren Alfredo, er død. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 1988
Varighed: 147 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Giuseppe Tornatore,
Medvirkende: Agnese Nano, Antonella Attili, Enzo Cannavale, Isa Danieli,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Nicolaj Wibe - 30.04.2009

Filminstruktøren Salvatore kommer hjem. Kaster sig træt i sengen. Kvinden ved hans side fortæller, at hans gamle ven fra barndomsbyen - Alfredo, filmoperatøren fra biografen Paradis - er død. Herfra begynder filmen, og herfra følger vi Salvatore som 8-årig og frem til i dag. Han er blevet rig. Har levet et spændende liv som berømmet filminstruktør, takket være den gamle filmoperatør Alfredo.

Drengen Salvatore bor alene sammen med sin mor. Hans far er ved fronten (anden verdenskrig), og senere hører vi, at han faldt der. Salvatores mor kan ikke styre drengen. Men han er heller ikke nem. En lille klog gut, der går sine egne veje. Hans bedste tidsfordriv er biografen Paradis og samværet med Alfredo. En dag sker ulykken. Biografen brænder. Men lille Salvatore får den bevidstløse Alfredo ud.

Og så bevæger vi os over i næste fase af filmen. Alfredo har på grund af branden mistet synet, og Salvatore overtager jobbet som filmoperatør. Han vokser til og er efterhånden blevet en ung, flot fyr. En dag møder han en pige, som han forelsker sig alvorligt i. Forelskelsen bliver gengældt, men forholdet forhindres af pigens far, da Salvatores fattige baggrund ikke matcher bankdirektørens datter. Det bliver ulykkelig kærlighed. Pigen flytter med forældrene til en helt anden kant af landet, og pga. misforståelser – som først opklares mange år senere – lykkes det dem ikke at opspore hinanden trods ønsket om det fra begges side. De ses ikke mere. Ikke før til aller sidst i filmen.

Venskabet med gamle Alfredo er dybt og inderligt. Han bliver som en far for Salvatore, og uden Alfredo var Salvatore nok ikke kommet godt i vej. Han havde alle odds imod sig. En frustreret mor, dårlige sociale forhold og ingen til at hjælpe sig på vej. På nær Alfredo, som også ind i de svære ungdomsår var som en far for ham.

Livet i og omkring biografen er filmens omdrejningspunkt, hvor den enkelte film fører publikum væk fra den barske eller ensformige hverdag og ind i en drømmeverden med spænding og romantik. Den underliggende handling derimod er den ulykkelige kærlighed, som Salvatore oplever i den virkelige verden.

Salvatore blev en rig filminstruktør. Kendt, agtet og med masser af kvinder. Men hos ingen af dem fandt han den kærlighed, han søgte, den han oplevede med sin ungdoms elskede. Da Salvatore til sidst i filmen vender tilbage til barndomsbyen for at deltage i Alfredos begravelse, bliver han konfronteret med sin ulykkelige kærlighed igen, og der udspiller sig nogle bevægende scener. Om der er en happy ending er op til den enkelte at vurdere.

Et par reservationer: Det er lidt irriterende, at præsten/kirken tenderer til at blive latterliggjort i filmen. Det er lige før, der går lidt "Gøg og Gogge" i den karikatur, præsten udsættes for. Og det andet: Filmen findes i to udgaver. En kort og en lang. Jeg har set dem begge og foretrækker den korte. En så følelsesmættet film risikerer på en dårlig dag at komme til at kede. Det sker ikke i den korte udgave. For det er en følsom film! Med de smukkeste scener, den dybe stemning og store, ægte følelser. Og intet utidigt dyneløfteri. En film der anbefales på det varmeste.

Filmen har fået et væld af priser. Blandt andet en oscar i 1990 for bedste udenlandske film.

---