GOD GYSER MED USÆDVANLIGT EKSISTENTIELT STOF
Den onde kirke
De enkelte afsnit i serien har alle titel efter et skrift i Bibelen. Mange af scenerne foregår i den lokale kirke. Her skildres på en ret troværdig måde gudstjenestelivet i en lokal katolsk landsbykirke. Dog uddeles der nadver langt oftere end normalt – hvilket vi senere i serien får en forklaring på. Den gamle præst er blevet syg på en rejse til Israel og er nu på sygehus på fastlandet, hvorfor kirken sender en ung præst, "Father Paul" (Hamish Linklater), som afløser. Paul forkynder meget direkte og med stor forventning til, at Gud vil sende en fornyelse ind over menigheden og hele øen. Snart begynder der også at ske guddommelige helbredelser. Men samtidig sker der også andre overnaturlige ting. Efterhånden begynder tvivlen at opstå: Kommer "fornyelsen" egentlig fra den gode Gud eller fra hans modstander, Satan?
Usædvanlig gyser
Mike Flanagan har givet os mange gysere. Denne rummer mange af de kendte kvaliteter fra hans gysere mht. effektfulde scener og musik, men også noget mere: en lang række meget seriøse eksistentielle samtaler mellem flere af hovedpersonerne. Herigennem præsenteres på en rimelig fair måde både almindelig kristendom, islam og ateisme – samt forvrængede og forfalskede former af kristendommen. Man kan se serien alene for dens raffinerede gys, der både spilles med lave og høje toner. Man kan også i tillæg nyde de eksistentielle dialoger – samt en fantastisk uhyggelig skildring af, hvordan kristendom kan forfalskes, selv om man bruger citater fra Bibelen hele tiden.
Kampen mod det onde
Erin (Kate Siegel) er en gravid skolelærer på øen. Hun finder sammen med sin barndomskæreste Riley (Zach Gilford) i kampen for at forstå de mystiske ting, der sker på øen, og for at beskytte sig selv og andre mod de onde kræfter. De to står for mange af de eksistentielle samtaler med bl.a. temaer som skyld og tilgivelse, meningen med livet og tilværelsen efter døden. Den lokale læge, der er videnskabelig ateist, drages med ind i kampen, hvor hun i lang tid forsøger at forklare alle fænomener ud fra videnskabelige modeller. Den lokale politimand, der er muslim, er også med i den lille flok, der tidligt ser, at der er noget galt, mens store dele af øens befolkning er tiltrukket af de store undere i kirken. Kirken ledes af Bev (Samantha Slovan). Hun har under den gamle præst reelt taget styret over menigheden. Nu må hun gå ind i et heftigt med- og modspil med Paul. Bev er typisk den, der fører ordet, når kirken skal udtale sig. Hun har et imponerende arsenal af citater fra Bibelen til enhver lejlighed. Paul er mere stille og har mange nuancer – bl.a. ved sine AA-møder (anonyme Alkoholikere), som han holder for Riley, der i fuldskab kørte en ung kvinde ihjel.
Forførende falsk forkyndelse
Bev (og til en vis grad Paul) leverer et uhyggelig dygtigt eksempel på noget, der desværre også sker i virkeligheden i nogle kirker: Man forkynder noget, der lyder overbevisende rigtigt, fordi det belægges med en sværm af bibelcitater. I tillæg til det opererer man med skam og skyld og oppiskede stemninger. Og så kan man desværre få de fleste til at tro på næsten hvad som helst. Naturligvis er bibelcitaterne løsrevet fra deres sammenhæng og repræsenterer slet ikke en sand kristendom. Men det ligner og kan narre mange i lang tid. Bev er godt nok en ret karikeret figur i serien – i modsætning til de fleste andre karakterer, der er mere nuanceret skildret. Det gør forførelsen knap så overbevisende, da enhver ved sin sunde fornuft vel kan sanse, at kvinden er gal. Men ser vi i aviserne, kan vi desværre finde lignende personligheder fra virkelighedens forførelser i kirkesamfund. Så måske er hun desværre reel nok.
Kæden hopper af
Desværre bliver Flanagan ikke i en fortælling, der kunne have foregået i virkeligheden. Han indfører en ond bloddrikkende engel, der ikke tåler solens lys. Alt sammen elementer, der ikke kommer fra kristendommen, men fra forskellig overtro. Dermed bliver kampen mod det onde heller ikke primært at afsløre den forføreriske løgn, men at bekæmpe denne engel med benzin og andre ret fysiske virkemidler. Det er her, de klassiske gyser-remedier hives frem fra skabet. Og dermed - efter min meget personlige mening - lægges gyset på et lavere niveau. For mig er ægte gys dér, hvor det faktisk også kan ske i min virkelige verden. Men det er jo smag og behag.
Den sidste replik
Slutningen skal ikke røbes, men den rummer en lang eksistentiel samtale mellem Erin og Riley. Her forkyndes en noget selvmodsigende blanding af evolutionær tankegang om, at "vi er bare elektroner, der lige nu danner os" med en slags reinkarnation, der dog skildres som "drømme". Men samtidig synger de kristne fra den skrækslagne menighed kristne bønner til Gud, muslimerne beder på stranden og en god klassisk engelsk salme er tydelig underlægningsmusik på hele afslutningen. Så skal man tolke serien eksistentielt, må det nærmest ende uafgjort. Men det er næppe seriens hovedformål at være eksistentiel. Så lad os kalde det en rigtig god gyser med usædvanligt meget eksistentielt stof.
Kan ses på Netflix.