Tv-serien "Max pinlig" er klassisk, dansk børne- og familieunderholdning. Og derfor har og havde tv-serien mange fans. I 2007 fik serien prisen for bedste tv-serie for børn og unge, og i 2009 fik serien en pris ved filmfestivalen i Berlin, og det med god grund.
Historien om tweenageren/teenageren Max, hans pinlige mor, den selvglade skuespiller-nabo, kammeraten i døgnkiosken og de mange bipersoner er både herlig underholdning for familien og for os voksne. Det er en kærligt løftet pengefinger og påmindelse om livet som barn/teenager og om, hvor vigtig en rolle vi voksne spiller (og hvor meget vi kan ødelægge for vores børn).
En anden kvalitet ved "Max pinlig"-serien er, at den netop har noget ægte og brugbart at sige, i modsætning til de kunstige børneroller og historier i serier som "Far til fire". Max' mor, spillet helt fantastisk af Mette Horn, er tåkrummende ægte i den måde, hun lever som fraskilt, pædagog-uddannet og fastlåst i et 1960'er flowerpower-syn på livet. Ægte er også Samuel Heller-Seiffert, som forsøger at finde ud af livet som tweenager, men bare støder mod en mur igen og igen. Og så er der selvfølgelig Lars Bom, der leverer en fantastisk selv-parodisk rolle som skuespiller-naboen, der bare elsker sig selv og sin berømthed.
Tv-serien er elsket af mange, så da den sluttede, besluttede producenterne at lave en sequel i form af en biograffilm. Filmen "Max Pinlig" kom i biograferne julen 2008 og var en relativ stor succes. I filmen er Max stadig en tweenager, dvs. han er ikke blevet så meget ældre end han var, da vi mødte ham i tv-serien, og derfor er gensynsglæden stor og genkendeligheden med til at sikre, at filmen fik mange fans blandt børn og teenagere.
2½ år senere kom så den uundgåelige 2'er, "Max Pinlig - sidste skrig", i biografen. Nu er Max blevet teenager. Han går i 8. klasse, og har altså bevæget sig i både alder, udseende, interesser, osv. i forhold til både film nummer 1 og tv-serien. Dette ses og høres med det samme, filmen går i gang. Max skal i gang med at finde praktikplads, men det går ikke så godt. Han er kæreste med naboens Esther – eller de har, hvad man kan kalde et kompliceret forhold. Og så er der Max' mor, som stadig svæver rundt og ikke helt har jordforbindelse. Og så beslutter hun, at hun og Max skal på højskole i sommerferien. Og altså en højskole, der er både kulturel og som taget ud af 60'ernes og 70'ernes hippie-bofællesskaber med økologi og guitarspil. Slet ikke noget for Max. Turen på højskolen viser sig dog at være rigtig god for forholdet mellem Max og hans mor og for forholdet til kæresten Esther. Alle vokser og lærer noget på hver deres måde.
Problemet er bare, at Max ikke er tweenager mere. Han er teenager. Og ved at placere handlingen i filmen på en højskole, er der simpelthen for mange scener, som går hen over hovedet på de yngste seere. Det samme gælder naturligvis de teenageproblemer, Max står overfor. Det er tydeligt, at producenterne og instruktøren har forsøgt at gøre filmen familievenlig, selv om problematikkerne handler om teenageliv, men det er ikke lykkedes særlig godt.
I biografen lagde jeg mærke til, at børnene kedede sig, og at teenagerne kun få gange fik sig et par grin. De eneste, der højlydt morede sig og fik noget mere ud af filmen, var de voksne.
Tv-serien om Max var lidt ligesom en tegneserie med figurer, der ikke ældes. Lidt ligesom at følge Anders And i afsnit efter afsnit, hvor han hele tiden har samme alder. Sådan var tv-serien om Max, og sådan var den første film også, fordi han ikke var blevet så meget ældre. Desværre fungerer film nummer to, "Max Pinlig - sidste skrig", desværre ikke. Den fungerer ikke for børn, og da slet ikke for de børn, der stadig ser serien på Ramasjang. Den fungerer egentlig heller ikke for teenagere, for der er lavet andre langt bedre teenagefilm, også på dansk. Den fungerer mest for os voksne, som igennem filmen endnu en gang lærer noget godt og pædagogisk – på en sjov måde – om, hvor vigtigt det er at være til stede på den rigtige måde i vore børns liv.
Max er blevet ældre, og det er jo både naturligt og fint. Det fungerer bare ikke i filmen, især ikke for os, som netop så tv-serien som historien om en aldrig aldrende tweenager.
Hvad nye udfordringer i livet angår, lykkes en anden filmserie om Karla (blandt andet filmene Karlas kabale og "Karla og Jonas") langt bedre.