Man tror næsten, det er løgn. En animationsfilm, hvor figurer, plot og virkemidler i al sin enkelthed udstiller måske et af menneskehedens vanskeligste problemer: Ensomhed. Så godt lavet, at var det med levende mennesker, ville det næsten have virket for karikeret, men her - på tegnefilm - går det mere end an.
Mary Daisy Dinkle er en lille ensom pige med en far, der syr snore på teposer, og en alkoholiseret mor, der drikker sig ihjel. Mobning, gråd, ensomhed og mislykkethed er Marys barndom. I et forsøg på at finde en ven i verden skriver hun til en tilfældig person fra en telefonbog. Brevet ender hos Max Jerry Horowitz fra New York. Han viser sig at være lige så ensom. Han er en overvægtig jøde, som trøsterspiser chokolade og hotdogs.
De to bliver pennevenner, og i hoveddelen af filmen ser og hører vi, hvordan brevene bliver til. Angst, ensomhed, misforståelser, sygelige reaktioner, sort humor og dybt venskab ruller sig ud gennem filmen. Udviklingen bliver næsten ubærlig, og selvom det kan lyde overskruet, da det "bare" er en animationsfilm, bliver man dybt berørt. Ensomheden skriger ud af filmens dæmpede tone og langsomhed. Med nænsomhed bliver de to personer (Mary og Max) gjort mere og mere troværdige og ægte, og det ender selvfølgelig med, at man sidder og bare håber på en lidt god slutning.
I hænderne på en god kristendomsformidler (lærer, præst eller prædikant) vil der være så meget godt at hente i Mary og Max. Ensomhed er et tema i manges liv, og forsøgene på at komme ud af den er endnu flere. Men kan man citere eller seriøst bruge billeder fra en animationsfilm? Ja, når filmen er så god som her, vil det være oplagt. Fx en scene, hvor Mary sender en lille flaske med tårer til Max, som ikke kan græde. Et helhjertet forsøg på at hjælpe. At dele tårer er at dele liv. Denne film er ikke bare imponerende håndværk, men også fuld af ånd og livsklogskab.