Man tænker sit

Man tänker sitt

En gribende og meget særpræget film om de ensomme eksistenser, vi ofte slet ikke ser … Drama, 
Produktionsår: 2009
Varighed: 76 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Henrik Hellström,
Medvirkende: Jörgen Svensson, Marek Kostrzewski, Sebastian Eklund, Hannes Sandahl,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Peter U. K. Jensen - 11.01.2011

Filmen åbner med et citat af den amerikanske forfatter Henry David Thoreau: "Den største del af det, mine naboer opfatter som godt, opfatter jeg som dårligt, og hvis jeg fortryder noget, er det sandsynligvis min venlige opførsel." Så er man med ét klar over, hvor vi skal hen. Vi bliver i filmen bragt midt ind i en verden, hvor det ensomme, kuldslåede og forsømte er i centrum.

Falder uden for normen
Filmen er et møde med fire mennesker i et rigtig svensk forstadskvarter. Disse mennesker bærer alle på en skæbne. For dem alle gælder det, at de falder uden for normen. Midt i det hele har vi den 8-årige dreng, Sebastian, som bliver filmens sørgmodige fortæller. Sebastian beretter om nogle af menneskene i forstandskvarteret i et meget langsomt tempo, som understøttes af meget lange billedpassager og melankolsk musik.

Man burde gøre noget ved det ...
Filmen forsøger, at give seerne et indblik i forskellige menneskers liv midt i det typisk svenske. Fælles for disse mennesker er dog, at de ikke bliver set! Ingen tror på dem, ingen vil dem, og ingen åbner sig for dem. Vi møder den tavse gæstearbejder, der ensomt vandrer rundt i skoven. Vi møder Jimmy, der stadig bor hos sine forældre, selvom han har et lille barn, men som ikke må få en nøgle til huset. Og vi møder Anders, der lige har fået tilladelse til at bygge en carport. Skæve, usete og ensomme skæbner i forskellige livsfaser. Mennesker, som ingen tager sig af, selvom man ved, at de er der, og at man burde gøre noget!

At vende ryggen til ...
Filmen er særpræget og tankevækkende – uden dog at komme helt derind, hvor den bliver rigtig nærværende. Den er for "kunstnerisk" og upersonlig. Midt i den larmende ensomhed, der ofte understreges af manglende lyd, lades vi alene. Vi kommer ikke ind bag personerne, men kommer til at stå som betragtende, passive tilskuere. Måske et rigtig godt billede på det, filmen gerne vil. Den ønsker at løfte en pegefinger mod det passive, småborgerlige samfund, hvor alle har deres på det tørre og blot vender ryggen til de skæve eksistenser.

Man tænker sit
Filmen lader publikum tilbage med et splittet sind. Ville den mig noget, eller ville den bare rippe op i min dårlige samvittighed? Måske havde det været bedre, at udgive filmen som et digt. Mon ikke genren havde været mere passende? Efter 76 minutters melankolsk, svensk film tænker man sit …

---