Livet er smukt

La vita è bella

Jøden Guidos livsglæde og ukuelige optimisme gør, at denne film, som foregår under krigen, er lys, humoristisk og livsbekræftende. Komedie, TEMA Anden verdenskrig, 
Produktionsår: 1997
Varighed: 111 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Roberto Benigni,
Medvirkende: Roberto Benigni, Nicoletta Braschi, Giorgio Cantarini,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Peter E. Nissen - 24.08.2007

Især på dage med gråvejr og tristhed er det værd at stifte bekendtskab med denne film. Første halvdel af filmen handler om den livsglade og forelskede jøde Guidos humoristiske forsøg på at vinde den smukke kvinde Doras hjerte. Anden del af filmen foregår i en koncentrationslejr, hvor familien, som nu også inkluderer sønnen Giosuè, mod sin vilje er blevet tvunget hen. Det er altså endnu engang en film, der har det nazistiske regimes rædselsfulde koncentrationslejre og livet dér som baggrund.

Lige fra begyndelsen opererer filmen i dualismer. Guidos livsglæde og lettere naive tilgang til livet står i stor kontrast til de kølige mænd, som omgiver ham. Guido nærmest leger gennem livet, og det er svært ikke at fatte sympati for hans umiddelbare livsmod. Selvom det nazistiske menneskesyn efterhånden begynder at trænge sig på i samfundet, preller det helt af på ham, og man får nærmest indtryk af, at det slet ikke får held med at eksistere i hans nærhed. Da barnet Giosuè kommer ind i historien, falder det helt naturligt, at han og Guido lever i en fælles verden.

Dora tvinges til at vælge mellem Guido og sin succesfulde forlovede, og i hendes valg kommer det til at stå som et valg mellem kærligheden og livsglæde frem for materiel sikkerhed og anerkendelse. Da Guido og Giosuè bliver hentet af nazisterne kommer hun endnu engang til at stå i valget mellem kærligheden fremfor den materielle sikkerhed. Hun vælger kærligheden, og som det fremstilles i filmen, synes valget da heller ikke at være svært. Dualismen kommer gennemgående til udtryk gennem personerne. Nazisterne står som de umenneskelige og onde frem for Guidos tillid og hengivenhed til sin kone og sin søn.

Filmen viser, hvordan kærlighed og tillid er stærkere end kynisme og en hadefuld ideologi. Guido fremstår som indbegrebet af godhed, og han er ubestridt filmens helt. Man følger, hvordan hans livsglæde og ukuelige optimisme bliver stillet over for en hårdere og hårdere prøve, og det lykkes ham faktisk at fastholde den, og derigennem redde Giosuè. Filmen prædiker en tro på, at der på trods af ondskab og dårligdom findes en godhed, som trænger igennem og kan beskytte mennesket mod ødelæggelse.

Selvom filmen ikke er opbyggelig i kristelig forstand, kan man efter smag og behag se Guido som et billede på Kristus, som ofrer sig for sit barn, og som opretholder kærligheden i verden.

Filmen er kunstnerisk godt lavet, og skuespillet er fint. Fremhæves skal instruktøren, som er Guido selv, og det er fortjent, at han har fået en oscar for rollen. Musikken er fremragende, og igen er det på sin plads, at filmen har fået en oscar for bedste musik.

---