Hvorfor frivilligt udsætte sig selv for 100 minutters fortættet sorg, angst, lidelse og håbløshed? Jo, fordi det også indeholder et stærkt eksempel på modig og kærlig handlekraft.
Størstedelen af filmen foregår i et lille lokalsamfund i Sydafrika. 12-årige Chandas lillesøster er lige død, og Chandas mor er helt paralyseret af sorg, stedfaren drukner sig i misbrug, og de små søskende holdes uvidende på afstand. Tilbage står Chanda med ansvaret for hele sin lille verden. Eneste holdepunkt er veninden Esther, som har sine egne uoverstigelige problemer.
Instruktøren har valgt at filme gennem vinduer og døre, gardiner, som om tilskueren er med i det lokalsamfund, som holder øje med og vogter på hinanden og holdes fast i angstens kvælertag. Først langt henne i filmen bliver der sat ord på, hvad det handler om.
Chanda insisterer på barmhjertighed og værdighed i et barsk miljø, mens hun kæmper for både sin egen og sine søskendes overlevelse. Handlekraftig, kærlig og modig i ensom kamp mod en fordømmende og bange voksenverden.
Dedikeret til denne verdens Chanda'er
Man er helt mørbanket bagefter, for der er kun meget få og små lyspunkter i denne film. Det skal dog siges, at filmen nådigt klipper væk og ikke bruger meget plads på de mest hjerteskærende og elendige forhold. Alligevel er det en film, der er barsk at se til ende. Vi er ikke på en luksuscruiser med skumsprøjt på livets solside, men sejler langsomt på en elendig tømmerflåde i et hav af menneskelivets største og mest dræbende stormbølger. Det er et spørgsmål om liv og død i denne syndens og dødens verden.
Filmes afslutning har tydelige bibelske undertoner og opleves delvist forløsende. Hvis der skal findes håb i denne dybt sørgelige film, er det i høj grad centreret omkring Chandas person. Det er hende, der kan læse og kan gennemskue noget af umoralen og overtroen og har mod til at gøre det rigtige – selvom hun for det meste må gøre det alene og i farlig konflikt med andre omkring sig. Det åndelige indhold begynder og slutter med en begravelse, hvor der synges kristne sange …
Sørgelig, foruroligende og inspirerende
Det er helt klart ikke en film for børn, og det er nok også meget hård kost for mange teenagere og voksne. Til gengæld er det en rørende og helt uforglemmelig film. Mange af scenerne vil lejre sig i hjerteregionen med sine foruroligende, men også inspirerende billeder. Filmen kalder på barmhjertighed, mod og handlekraft. Den er et længselsfuldt ønske om at se samfundsændringer på steder, hvor fordomme, angst og overtro holder lokalbefolkningen i en skruestik. Om man så synes om filmens slutning er en smagssag.
De to børn i hovedrollerne leverer fantastiske og rørende præstationer, der rammer én lige i hjertekulen. De har helt fortjent fået mange priser. Som mange andre film fra det afrikanske kontinent er det en meget stærk og uafrystelig oplevelse. Her er vi netop helt nede ved livet og overlevelsen. Life, above all. En film som vil røre og give stof til eftertanke – ikke underholde.