LEGENDEN ER IKKE LEGENDARISK
Når det japanske animationsstudie Studio Ghibli gør det godt – så gør de det fantastisk. Når de er ringe – så er de stadig, tja, sådan OK. Det er animationsfilmen "Legenden om Jordhavet" et blændende middelmådigt bevis på.
Det starter godt. Der males en farverig verden op, hvor naturen på én gang er hjerteskærende smuk og samtidig skræmmende truende – typisk Ghibli. Menneskeheden er med sit begær begyndt at leve, så verdens balance er ved at ødelægges. Der er rygter om sygdom og død. Menneskenes byer ser ud, som om de kun er en enkelt generation fra reelt at være ruiner, men at reparere og bygge op har menneskeheden ikke tid til, for der skal drives slavehandel og sælges stoffer. Verden er altså præget af nedbrud på alle tænkelige fronter. Midt i alt dette følger vi ærketroldmanden Spurvehøg og den plagede prins Arren. Jeg holder af den her duo! Spurvehøg minder på mere end ét tidspunkt om en cool japansk fortolkning af Gandalf, og prins Arrens psykologiske/åndelige/overnaturlige kamp med sit indre mørke gør ham til en ret interessant karakter. Alt i alt: Kursen er sat for et godt fantasydrama ombord på et af animationsverdenens bedste skibe: Studio Ghibli.
Filmen går i stå
Så, hvordan ender man alligevel med at føle sig fortabt ude på havet? Det skal siges, at Ghibli-film sjældent følger en traditionel lineær Hollywoodmodel for, hvordan en historie skal fortælles. Deres films styrke ligger især i tematikkerne om mennesket og naturen, det at vokse op, glæden ved flyvning og livet og døden – alt sammen pakket ind i noget af den smukkeste animationskunst Japan kan tilbyde. Så jeg er okay med, når Ghiblis fortællinger er lidt underlige. Men jeg har svært ved at tilgive, når fortællingen pludselig føles som om, at den går lidt i stå midtvejs, og at et barn så har fået lov at skrive slutningen, for en slutning skulle der jo være. En slutning som måske nok er overraskende, tematisk passende og visuelt smuk, men som efterlader seeren med en følelse af, at ingen har villet skrive et manuskript, der kunne få seeren til at tænke: Det her hænger virkelig godt sammen! (for det gør det desværre ikke ... ).
Men igen, Ghibli-film handler ikke så meget om handlingen. De handler primært om stemningen og tematikken
Dødsfrygt og længsel efter evigt liv
Og dér sidder man til gengæld tilbage med godt stof til eftertanke. Især er filmens udforskning af dødsfrygt og længslen efter evigt liv udfordrende og spændende – især set fra et kristent perspektiv. Døden bliver her direkte beskrevet som en del af naturens orden: At fornægte døden er at fornægte livet. Dette bud på en sandhed må flere af karaktererne i "Legenden om Jordhavet" kæmpe med. Og som seer må man også kæmpe - især hvis man selv har været en lidt tungsindig teenager – og prins Arren spørger, hvad meningen med livet er, hvis vi alligevel allesammen skal dø?
Ghiblis svar lader til at være: Frygten for døden må ikke skræmme dig fra at leve livet og give livet videre. Jesus ville måske svare: "Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det." (Matthæusevangeliet 16,25).
Midt bud er, at filmen primært er for animations- og Ghibli-fans. Børn kan godt se med, men jeg er ikke sikker på, at filmen ville underholde de fleste – og de skal kunne holde til at se en hånd blive hugget af ganske grafisk + uhyggelige sorte slimmonstre, som også har for vane at dukke op i Ghibli-filmene.
Kan ses på Netflix og er kommet på dvd.