Julemandens gave

Joulutarina

Finsk familiefilm om drengen Nikolas, der som voksen bliver til julemanden. Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul, 
Produktionsår: 2007
Varighed: 83 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Juha Wuolijoki,
Medvirkende: Hannu-Pekka Björkman, Kari Väänänen, Mikko Kouki,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 11.12.2009

Hvor kommer julemanden fra? Er han fra Grønland, var han biskop i Myra, eller bor han i Holme Olstrup? Ifølge filmen "Joulutarina", som på dansk har fået titlen "Julemandens gave", stammer han fra Lapland og taler finsk. Det er første gang, jeg har set en spillefilm fra denne del af verden, og jeg må sige, at jeg var positivt overrasket over det teknisk høje niveau. Den er flot filmet og holdt i varme farver.

Kort fortalt handler "Julemandens gave" om drengen Nikolas. Han bor med sin familie i en fiskerlandsby i Lapland. Nikolas elsker at skære figurer i træ – næsten ligesom Emil fra Lønneberg. En juleaften går det grueligt galt, da Nikolas' familie drukner, og han er alene tilbage. De rare beboere i landsbyen beslutter sig for at hjælpe drengen, så han på skift skal bo hos en af byens familier et år ad gangen. Hver juleaften skal han flytte ind hos en ny familie. Det går godt de første seks år. Som tak for familiernes venlighed skærer Nikolas hvert år nogle flotte legetøjsfigurer i træ og lægger dem i al hemmelighed som en julegave uden for folks døre.

Efter seks år tvinges han på grund af omstændighederne til at bo hos en mand ved navn Isak, som bor nogle kilometer fra landsbyen. Isak virker i første omgang til at være en ondskabsfuld eneboer, som hader børn, men det viser sig snart, at han bare er en stakkels, ensom mand, som har brug for hjælp og selskab.

Under sit hus har Isak et enormt træskærerværksted, og her får Nikolas lov til at boltre sig og lave så mange træfigurer, han har lyst til. Hver juleaften kører han i al hemmelighed, sammen med Isak, tilbage til landsbyen og lægger gaverne foran folks døre. Da Isak dør, overtager Nikolas huset og værkstedet, og han beslutter sig for at dedikere sit liv til at glæde ikke bare landsbyens, men hele områdets børn hver juleaften. Da hans hest ikke længere kan trække kanen med gaverne, anskaffer han sig nogle rensdyr i stedet – blandt andet Rudolf – og fordi rensdyrene kun lystrer personer med rødt tøj, iklæder han sig det kostume, som alle børn i dag kender som julemandens tøj.

Filmen varer kun lidt over en time. Og den behøver ikke vare længere. Mere interessant er den sådan set ikke.

De fleste lande har en eller anden lokalt betinget historie om julemanden. Og man skulle tro, at også i Finland/Lapland har julemanden sin egen lokalkolorit og historie. Men når man ser "Julemandens gave", så er det en meget international julemand, man får serveret.

For eksempel er det, som om de fleste vel efterhånden ved, at det er firmaet Coca-Cola, der har opfundet den tykke, rødklædte julemand med de blussende kinder og det store, hvide skæg. Før var julemanden en lidt mere skræmmende figur, lidt ranglet, og som oftest klædt i skovgrønne farver.

Filmen "Julemandens gave" spiller, skønt den er lavet i Finland, på en række landes julemandstraditioner, herunder den amerikanske, og er som sådan ikke en særlig "lokal" fortælling om julemanden. Samtidig har man fra kostumeafdelingens side valgt at give filmen et udseende, der er som taget ud af en Oliver Twist-filmatisering: Såvel voksne som børn bærer skorstensfejer-hatte, smoking-lignende jakker, osv. Det er ikke særlig "nordisk", men det giver til gengæld filmen et internationalt snit, hvilket gør den seværdig også i det store udland.

Som sådan er filmen ikke original, snarere lefler den for flertallets moderne forestillinger om julemanden, men den er flot, velspillet og ganske hyggelig at fornøje sig med i en times tid.

Filmen er kommet på dvd.

---