Bjergkøbing hedder Bakkekøbing
Så kom efterfølgeren til dukke-animationsfilmen Bjergkøbing Grand Prix, der førte en stor skare begejstrede mennesker ind i den norske forfatter Kjell Aukrusts forunderlige verden og opnåede kultstatus mange steder. "Jul i Bakkekøbing" foregår trods navneændringen i samme lille norske flække og med de samme hovedpersoner: cykelsmeden og opfindergeniet Reodor Felgen og hans to hjælpere: pingvinen Søren og pindsvinet Ludvig. Igen er der tale om en dukke-animation, dog nu med ganske anderledes bevægelige dukker til over 100.000 kr. stykket.
For lidt og for meget sne
Bakkekøbings avisredaktør, Frimand Pløsen, har længe prøvet at øge det faldende oplagstal ved at love sne til jul. Men sneen ser slet ikke ud til at komme. Pløsen prøver at overtale Felgen til at lave en snemaskine. Felgen er ikke så villig, men da hans to hjælpere presser på, gør han det til sidst. Pløsen stjæler maskinen og sætter den til helt ukontrolleret at spy sne ned over den lille by. Her bliver man i begyndelsen glad for sneen. Men da den bliver ved og ved, ændres idyllen til katastrofestemning. Gennem nogle kampe lykkes det Reodor og hans to hjælpere at stoppe den gale avismand, der sætter en journalistrobot (som Felgen tidligere har leveret til ham) ind i kampen. Det hele ender godt – undtagen måske for den stakkels avisredaktør.
Begæret efter berømmelse
Skal man finde et budskab i filmen, springer Pløsen straks i øjnene: man ser tydligt hans begær efter større oplag og efter berømmelse. Dette begær overskygger alt andet: da byen trues med at blive begravet i sne, ser han i drømme denne katastrofe som noget, der vil bringe ham på forsiden af alverdens aviser. Ud over advarslen mod begæret indeholder filmen også beskrivelsen af en meget forsigtig og frygtsom Ludvig, der for at redde sine venner begiver sig ud på nogle opgaver, der i den grad kræver mod og mandshjerte.
Dukker på godt og ondt
Dukkerne har langt flere muligheder for indstilling og mimik end de trædukker, vi så i den første film. Det er på den ene side fint. Men samtidig kan dukkerne ikke animeres som i en tegnefilm. Og når de ligner computeranimation, men er lavet med stop-motion teknik, kan det godt virke mærkeligt, at de alligevel er noget stive og begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder. Om det er prisen på dukkerne, der spiller ind, ved jeg ikke. Men der er i hvert fald påfaldende få "personer" i filmen. Ud over de fem hovedpersoner (Pløsens journalist, Pløsen og de tre cykelsmedje-venner) er der vist højst fem personer i byen. Det virker så underligt og lidt uhyggeligt. I det hele taget er denne film ikke det festfyrværkeri af finurlige personer og små sjove sidehistorier, som den første var. Vel er der nogle fantastiske maskiner og nogle lune replikker. Men magien fra første film er der ikke helt, så mon kulten fortsætter? Selvfølgelig skal man ikke kun bedømme en to'er ud fra dens forgænger. Men selv om man ser isoleret på denne film, fremstår den lidt for enkel og bar.