Joyful Noise

Et gospelkor er kvalificeret til semifinalen i en sangdyst, da korets dirigent dør. To mulige efterfølgere er ikke enige om stilen. Drama, 
Produktionsår: 2012
Varighed: 112 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Todd Graff,
Medvirkende: Queen Latifah, Dolly Parton, Jeremy Jordan, KeKe Palmer,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette Hedager Nielsen - 13.09.2013

KONKURRENCE FOR GOSPELKOR
Joyful Noise er navnet på en konkurrence for kor, som sponsoreres af kirker. I en lille by har et kor netop kvalificeret sig til semifinalen, da korets dirigent dør. Han har valgt en lidt afdæmpet gospel-stil. Det falder helt i tråd med kirkens ønske, så da der skal vælges ny korleder, peger kirken på Vi Rose (Queen Latifah), som har samme smag, og ikke på G.G. Sparrow (Dolly Parton), enken efter den afdøde dirigent. G.G. vil nemlig gerne have mere tempo og koreografi.

"Joyful Noise" er en komedie, så devisen er, at overdrivelse fremmer forståelsen. De to kvinder taler ikke pænt om og til hinanden, ja det udarter sig endda til et lille slagsmål. Vi Roses 16-årige datter Olivia (Keke Palmer) har fået et godt øje til G.G.s barnebarn Randy (Jeremy Jordan), der bor hos G.G. Vi Rose har forbudt Olivia at date - det er hun ikke gammel nok til. I det hele taget er moralen streng i det hjem, hvor faren er rejst ud som soldat. Olivia har også en bror, Walter, som har asperger (jeg synes dog ikke, at sygdommen skildres så troværdigt i filmen). Randy bliver gode venner med Walter. Han forstår at "se" ham. Randy har et mere bramfrit sprog, så det er Vi Rose ikke glad for, og hun vil da slet ikke have, at Olivia ser Randy, og er også betænkelig ved, at Randy søger optagelse i koret.

Der er mange sange i gospel-stil, bl.a. Man in the Mirror, gjort kendt af Michael Jackson. Mange sange har et klart budskab, og de er tekstede - nok fordi de fylder meget i filmen. Der er flere professionelle sangere med, så fremførelsen er udmærket. Om kan man lide sangene, er en smags sag - der er stille ballader og nogle mere up-tempo sange med masser af koreografi. Der bliver opfordret til, at publikum klapper med - alt sammen for at prise Herren.

Det er mit indtryk, at instruktøren Todd Graff, der er jøde og opvokset i et musikalsk hjem, mener det seriøst. Han var med til at lave manuskript til The Preacher's Wife og har siden været begejstret for gospelmusik. Graff har lavet manuskriptet til "Joyful Noise" med henblik på en rolle til Dolly Parton, og hun synes, at rollen er skræddersyet til hende, som hun siger: "Gud har været god mod mig ... han har før arbejdet gennem jøder." I filmen står Dolly Parton for "lad nu være med at tage det så tungt" (med moralen). Og hun er den største bidragyder til kirken, så da hun truer med at trække sin støtte tilbage, hvis ikke kirken vil sponsorere deres videre forløb i konkurrencen, må kirken vælge musikstil.

Historien er meget tynd, men der er flere emner, man kan tænke over. At give slip på sine store børn. At lade være med at bære nag. At "se" andre mennesker. Censuren skyldes nok, at en mand findes død i en seng. Filmen er ikke lige så helstøbt som The Gospel, men dens generelle positive budskab og de musikalske indslag gør, at jeg har lyst til at gense filmen.

---