Invictus

Nelson Mandela udnyttede i 1995 VM i rugby til at skabe national samling i Sydafrika. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Biografiske film, TEMA Sportsfilm, Top 10 2009, 
Produktionsår: 2009
Varighed: 133 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Clint Eastwood,
Medvirkende: Morgan Freeman, Matt Damon, Julian Lewis Jones,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 01.03.2010

TILGIVELSE ER NØGLEN
Storslået var det første ord, der faldt os ind, da vi forlod biografen efter denne dejlige film. Storslået afrikansk musik og sang. Storslået tema om forsoning mellem dødsfjender. Storslået skuespil. Det hele kunne nemt være blevet for meget, men Clint Eastwood mestrer balancen, så de stærke virkemidler ikke bliver vamle.

Morgan Freemann og Matt Damon spiller meget troværdigt Nelson Mandela og anføreren på det sydafrikanske rugbyhold Francois Pienaar. Filmen fortæller historien om, hvordan et verdensmesterskab i rugby, der afvikledes i Sydafrika i 1995 kom til at samle nationen. Det foregår inden for Mandelas første år som præsident. I taler og samtaler møder vi det sind hos Mandela, som blev nøglen til at undgå den borgerkrig, der ulmede. I de store scener med 62.000 tilskuere i Ellis Park Stadion og i glimt rundt i landet ved radio og tv-apparaterne ser vi den begejstring, som samler den splittede nation.

Rugbyholdet The Springboks var de hvide sydafrikaneres hold. Når der var landskamp, heppede de sorte på det udenlandske hold. Det havde Mandela også gjort de mange år i fængslet på Robben Island. Men da de sorte fik flertallet i idrætsrådene i Sydafrika og ville nedlægge rugbyholdet for at etablere et nyt, gik Mandela imod folkestemningen. Hvis vi sætter hårdt ind mod de hvide nu, opfører vi os, som de forventer, var hans budskab. "Vi skal overraske dem med barmhjertighed," sagde han. Da hans sorte sikkerhedschef reagerede imod at få nogle hvide sikkerhedsvagter som kolleger, fordi de måske havde været med til at dræbe hans familie, sagde Mandela: "Tilgivelse sætter sjælen fri."

Der er spænding i rugbykampene, og også enkelte andre steder. Om end Eastwood driller publikum et par gange, og bygger op til noget, som viser sig at være noget helt andet. Der er spænding mellem sorte og hvide - i hvert fald i filmens begyndelse. Og så er der den underspillede, underfundige, befriende Clint Eastwood'ske humor.

Filmen har ikke egentlige skurke. De skeptiske og dem, der ønsker at holde fast i apartheid, bliver efterhånden blødt op, da det lykkes Mandela at gennemføre en kurs, hvor mennesker udfordres til at respektere hinanden. Man kan indvende, at det er for lyserødt skildret, men "Invictus" giver sig ikke ud for at ville fortælle hele sandheden. Der er meget mere at sige om begivenhederne i Sydafrika. Efter sammenholdet om verdensmesterskabet kom der en hverdag.

Det var rigtig godt at have set Farvel Bafana af Bille August, inden vi så "Invictus". Tidsmæssigt passer de to film sammen, så "Invictus" tager over, hvor "Farvel Bafana" slutter. Filmens titel er lånt fra et digt, som fik betydning for Mandela i fængslet, og som får betydning for Francois, da han får det af præsidenten.

Nelson Mandela virker ved sit tilgivende sind og sin tillid til det gode i mennesker som forbillede. Men han giver ikke udtryk for en kristen tro. Det dukker derimod op i små ægte glimt andre steder gennem filmen.

Filmen er et stærkt eksempel på, at tilgivelse og forsoning er den eneste farbare vej til fred og sameksistens i verden. Det er det i det store perspektiv i Sydafrika, Afghanistan og Danmark, men også i det mindre i familien og mellem ægtefæller og børn.

---