I Wanna Dance With Somebody

Et gribende portræt af sangeren Whitney Houstons personlige udvikling i et offentligt lys. En film for fans, og en god en af slagsen, men den kan bestemt ses af alle. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Biografiske film, 
Produktionsår: 2022
Varighed: 146 min.


Instruktør: Kasi Lemmons,
Medvirkende: Naomi Ackie, Stanley Tucci, Clarke Peters,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Judith Hedager Vestergaard - 27.12.2022

ET ÆRLIGT PORTRÆT DER HYLDER MUSIKKEN 

YES! Endelig et portræt af Whitney Houston som har sit fokus på hendes fantastiske stemme, frem for ivrig sladren om hendes private liv. Mon ikke næsten alle har hørt om Whitney, der med sit kæmpe talent og store stemme erobrede verden og hitlisterne fra midt i 80'erne, indtil hendes misbrugsproblemer blev så store, at de ødelagde hendes karriere. Filmen er en rejse gennem ikke kun hendes personlige udvikling, men også dem omkring hende.

Den sjove side
Filmen strækker sig helt fra Whitneys første TV-optræden som 16-årig, og til hendes død som 48-årig. Den er bygget op af øjeblikke både på og bag scenen. Vi får indblik i, hvordan familie, venner, musikere, ægtemanden Bobby Brown samt hendes trofaste producer Clive Davis alle sammen påvirkede hendes liv i stor grad. Vi får lov at se det sjove ved showbusiness, hvordan hun trives, når hun synger, og hendes talent bliver anerkendt. Igennem filmen får vi enten hele udgaver eller brudstykker af 31 mere eller mindre kendte sange. Det er Whitneys udgaver alle sammen, og er en god blanding af studie og koncert optagelser. Naomi Ackie gør et fabelagtigt godt stykke arbejde med at portrættere Whitney. Selvom hun måske ikke har lært at rynke næsen eller vibrere kæben som Whitney gjorde, når hun sang, så er det imponerende flot, så tæt hun rammer både mimik og gestik. Filmen er desuden proppet med smukke kostumer - stort set kopier af, hvad Whitney selv brugte til sine adskillige musikvideoer og verdensturneer.

Den mørke side
Man kommer dog ikke udenom stoffer og misbrug, når man giver indblik i Whitneys liv. Det var et problem helt fra teenageårene og voksede, som presset fra pressen blev større. Selvom scenerne, hvor hun er påvirket, er ubehagelige, så er de dog ikke respektløse, og man sidder mere med en følelse af sorg end foragt, når man ser den fortvivlelse, hun inviterede ind med den livsstil. Misbruget endte med at tage hendes stemme, og til sidst hendes liv, men der bliver hverken undskyldt eller peget fingre, og det er en væsentlig og positiv forskel fra andre portrætter, der er lavet.

Den dybe side
Whitney voksede op i en stærkt troende familie og kom i kirken meget trofast. Hun vendte tit tilbage til sin tro, både i interviews og sange gennem hele karrieren. Det skinner desværre ikke så meget igennem her i filmen. Der bliver citeret lidt bibelvers, og man ser på et dybt lavpunkt Whitney bede Gud om styrke, men ellers er det noget, der bliver gået let hen over. Filmen er dog ikke uden dybde alligevel. Især produceren Clive Davis giver flere gange råd, som kan vække til eftertænksomhed.

Den store helhed
Jeg var glad for filmen, super godt skuespil, fantastiske kostumer og masser af musik fra en af mine yndlingskunstnere. Der er lagt utrolig stor energi i at få selv de mindste detaljer til at passe. Har man stort kendskab til hendes karriere, albums, film og optrædener, vil man nyde at se, hvor præcist ethvert kostume, makeup og frisure er kopieret. Det er en fanfilm, og en god en af slagsen, men den kan bestemt ses af alle. På grund af nogle lidt barske scener fra hendes misbrug vil jeg dog anbefale mindst teenagealder.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---