MIT ENESTE HÅB, UANSET HVAD
Fortidens minder
Sangeren Bart Millard og bandet MercyMe fik et kæmpehit med I Can Only Imagine, og det er historien bag sangen, der udgør handlingen i den første film I Can Only Imagine. Der er nu gået 10 år, og bandet har fortsat stor succes. Bart er selv blevet far, og omdrejningspunktet for denne anden film er forholdet til Barts søn. Bart har både udfordringer med at skrive bandets næste store hit, og han plages af mindreværdskomplekser og svære minder om sin egen voldelige far.
It Is Well With My Soul
Samtidig får bandet følgeskab af en sanger, Tim Timmons, som får et nært forhold til Barts søn og skriver sange, som går lige i hjertet på publikum. Der sker det sørgelige, at Tim får konstateret kræft, og imens han ligger på hospitalet, giver han en CD til Bart, med udkastet til en sang med titlen Even If. Tim vil gerne, at Bart færdiggør sangen. Tim er også meget begejstret for den gamle salme It Is Well With My Soul.
Mange sange og salmer er skrevet på baggrund af svære oplevelser og traumer, og det gælder også en af vores danske salmeskrivere, Brorson. Når man kender historien bag disse salmer, får de ekstra vægt og værdi, fordi de netop er skrevet på baggrund af levet liv.
Sådan er det også med salmen It Is Well With My Soul, og i løbet af filmen får baggrundshistorien og salmens tekst også stor værdi for Bart i hans kamp for at være en god far og leve med mindet om hans egen voldelige far.
Da krisen for alvor gør ondt, bruger Bart endelig tid på at lytte til Tims ufærdige sang, Even If, og han får skrevet en tekst til sangen, som både er et kæmpe vidnesbyrd om Guds nåde og omsorg, og som i bund og grund fortæller om dyb magtesløs tillid til Gud: "I know You're able and I know You can, Save through the fire with Your mighty hand, But even if You don't, My hope is You alone." Jeg ved, at du kan gøre det, Gud. Jeg ved, du kan. Men selv hvis du ikke gør det, er du stadig mit eneste håb.
En moderne salmedigter
Filmen "I Can Only Imagine 2" er historien om en moderne salmedigter. Det er historien om Bart, der på egen krop og egen psyke må erfare, at uanset, hvad der sker, forsvinder Gud ikke. Han bliver. Og uanset, om han svarer ja, vent eller nej på vores bønner, så er han stadig vores eneste håb. Det er tillidsfuld magtesløshed.
Skal man sammenligne de to film, så er det klart, at de hænger godt sammen. Det er en sand historie, og begge film centrerer omkring MercyMe's to største hits, som er skrevet på baggrund af personlige erfaringer og kriser. Begge historier i begge film er vigtige, men rent fortælleteknisk er der noget mere kød på den første film.
Kan ses på Blockbuster.dk