I Am

Tom Shadyac har lavet en spændende dokumentarfilm om, hvad der er galt i vores verden, og hvad vi kan gøre ved det? Dokumentar, 
Produktionsår: 2010
Varighed: 78 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Tom Shadyac,
Medvirkende: Desmond Tutu, Noam Chomsky, Ray Anderson, Marc Ian Barasch,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Johan Schmidt Larsen - 23.04.2013

Tom Shadyac hører til en af Hollywoods mest succesfulde instruktører – det vidner mange af hans komedier og dramaer om: Patch Adams med Robin Williams, "The Nutty Professor" med Eddie Murphy. Vi kunne også nævne "Ace Ventura - detektiv", Fuld af løgn eller Bruce den almægtige – alle med Jim Carrey i hovedrollen. I 2007 kom så hans - indtil nu - sidste spillefilm Du almægtige, Evan med Steve Carell og Morgan Freeman i de centrale roller. Men hvad er der siden sket med Shadyac?

Kort efter færdiggørelsen af "Du almægtige, Evan" var Shadyac udsat for en cykelulykke, som medførte en brækket hånd, en grim hjernerystelse og en svær depression samt en lidt skrøbelig psyke. Ulykken satte gang i et væld af personlige omprioriteringer. Shadyac solgte sit store hus, opgav en fashionabel livsstil, flyttede i en autocamper og valgte cykelen som sit foretrukne transportmiddel.

Menneskehedens hovedproblem
Efter at have kommet sig over sin cykelulykke valgte Shadyac at rejse verden rundt med et lille kamerahold for at søge svar på følgende spørgsmål: Hvad er der galt med vores verden? Og hvad kan vi gøre ved det? Resultatet er tankevækkende og spændende, men det er også blevet en temmelig langhåret dokumentarfilm.

Tom Shadyac indfletter sin egen historie med interviews af flere videnskabsmænd, forfattere og tænkere blandt andet Thom Hartmann, Lynne McTaggat, ærkebiskop Desmond Tutu, David Suzuki og afdøde Howard Zinn.

Filmen handler dog ikke så meget om Shadyacs ændrede livsstil, men er mere en undersøgelse af menneskehedens evner til at vise godhed eller manglen på samme. Filmens første del har fokus på den vestlige kulturs tendens til grådighed og overforbrug og dens stræben efter rigdom og lykke, alt imens den tredje verden går til i armod og fattigdom.

Videnskabens svar
Anden del af filmen er den mest underholdende, men også en anelse utroværdig. Her dykker Shadyac ned i teorier om kvantefysik for at forklare, hvordan menneskeheden på et biologisk niveau er forbundet, ikke bare socialt, men også fysisk og følelsesmæssigt. En videnskabsmand fortæller blandt andet Shadyac, at alle mennesker "er en del af et energifelt".

Shadyac og hans kamerahold forsøger også at undersøge, hvordan mennesker kan være genetisk disponeret for kærlighed og medfølelse. Her inddrages blandt andet Darwins tanker om, at menneskers fortrin i forhold til dyrene består i vores evne til sympati og medfølelse, demokrati og samarbejde. Vi er med andre ord i stand til at gøre, som det passer os, men samtidig ved vi, at det ofte er i alles interesse at arbejde sammen for at fremme større social tryghed, retfærdighed og fælles sundhed.

Når ikke i mål
Alt dette bruges til at argumentere for, at den enkelte af os gennem velgørenhed og gode gerninger kan "være løsningen på den forandring, verden har brug for". Set fra en kristen synsvinkel giver argumentationen om velgørenhed og gode gerninger rigtig god mening. Men Shadyac formår desværre ikke at forklare, hvorfor mennesker ofte har større tilbøjelighed til egoisme, grådighed og magt frem for medfølelse, barmhjertighed og næstekærlighed. Dermed bruger han ikke en oplagt mulighed for at knytte til ved et bibelsk verdensbillede. Det er skuffende - specielt set med en kristen filmanmelders briller, for det ligger ellers lige til højrebenet. Ikke mindst set i lyset af, at Shadyac tidligere har givet udtryk for sin kristne tro og sin katolske baggrund. Noget tyder imidlertid på, at han i mere eller mindre grad har bevæget sig væk fra dette livssyn.

Religionernes tusmørke
Shadyac vælger i stedet en mere nyreligiøs og postmodernistisk tilgang, hvor han allerede i åbningsfrekvenserne viser ikoner fra alle de store verdensreligioner. Filmen henviser ganske kort til kristendommen og Frans af Assisi og bruger også Desmond Tutu som talerør, men samtidig henvises der mindst lige så meget til østens religioner og islamisk digtning. Forsøger Shadyac at sidestille religionerne eller pege på en fælles, universel sandhed? Jeg ved det ikke; svaret blæser i vinden!

Shadyac skal have stor tak for at pege på kapitalismens og rigdommens blindgyder. Det er i allerhøjeste grad tiltrængt i vores tid. Det er også positivt, at han inddrager videnskabsfolks og religionernes svar på "problemet, der forårsager alle andre problemer i verden". Men han når desværre slet ikke i mål, når det gælder et kompetent svar på menneskets fundamentale problem – synden og egoismen. Det må en efterfølgende snak om filmen hjælpe til med.

Læs også artiklen om Tom Shadyac: Syndfloden er over os.

---